Om Selvrespekt, Kvindeliv & Joan Dideon

celine-joan-didion-spring-2015-holding

Der er så meget jeg gerne vil kæde sammen i dette indlæg, at jeg slet ikke ved, hvor jeg skal begynde. Men i går gik dette billede op for mig – og nyheden. Nemlig at det franske luksusbrand Céline har begået en genistreg at vælge selveste Joan Dideon som deres kampagne”pige”. For det første giver det mig lyst til at købe rasende dyre sager fra netop det brand (det gør det!), for det andet får jeg lyst til at råbe til alle der gider høre det, at det netop er en handling som den her, der gør at modehuse og mode i det hele taget bliver ved med at være relevant. Joan Dideon er en af vor tids fineste skribenter: Hun kan skrive om sorg, så det driver smerten ud af siderne, om lykke, somre og kys, så du kan mærke solen trække fregner frem på dine kinder. Og hun står ved sig selv: Store dele af hendes forfatterskab er i memoir-genren, og handler om hende, hendes glæde, hendes store, store tab, og et langt og levet liv i den intellektuelle overhalingsbane, hvor det at turde være sig selv, stå ved sig selv og dele ud af sig selv er nøglen til din succes. Hun er et forbillede, hun er mit forbillede, og jeg tror aldrig du kommer til at møde en pen som hendes. Og nu er hun ansigt for et ikonisk luksusmodehus.

Joan Dideon er elsket af modebranchen, men har aldrig flirtet med den for alvor. Hun har skrevet for mange – hvis ikke alle – af de toneangivende magasiner, og ofte givet sit ærlige besyv med, også indenfor alt det, der ikke er plads til i selv den smukkeste håndtaske.

Hun skrev i 1961 et essay i amerikansk Vogue om selvrespekt. En lille del af det lyder sådan her:

To have that sense of one’s intrinsic worth which, for better or for worse, constitutes self-respect, is potentially to have everything: the ability to discriminate, to love and to remain indifferent. To lack it is to be locked within oneself, paradoxically incapable of either love or indifference. If we do not respect ourselves, we are on the one hand forced to despise those who have so few resources as to consort with us, so little perception as to remain blind to our fatal weaknesses.

Hvis du har et kvarter og en god kop kaffe, så læs hele essayet, og se, hvordan ikke meget har forandret sig i det reflekterede kvindeliv de sidste 50 år. Klik her.

3 Comments
Previous Post
Next Post