På Juleshopping & Besøg Hos Stine A Og Noget Om Et Diadem…

IMG_6111

IMG_6121

IMG_6114

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er meget, meget stor fan af Stine A. Jeg synes smykkerne er fantastiske, feminine og at de giver noget særligt til den, der bærer dem. Jeg har haft et interview med Stine herself her på bloggen før, men jeg har faktisk aldrig mødt hende. Det har jeg så nu. Og hun er som sine smykker. Faktisk. Præcis sådan. Karismatisk, varm og glimtende. Og så laver hun en virkelig god kaffe.

Jeg har et blødt punkt, for kvinder, der gør det selv. Også for mænd, det er sådan set ikke det. Men der er noget med mennesker, der ikke er bange for at gøre det de brænder for. Stine laver smykker fordi hun ikke kan lade være, og det kan jeg så godt relatere til. Det med at gøre ting, fordi man ikke kan lade være. Den der ild, der brænder fra maven og ud i verden, den tror jeg på. Og jeg tror at folk omkring kan mærke det; at man gør og handler og lever som man gør, fordi det er dén måde, man kan. Og fordi det er den måde man bliver sig selv på. Jeg tror vi alle kan lære noget af den måde at se verden og sig selv i den på, uden at vi behøver at gøre det samme allesammen, men blot fordi der er en kreativ inspiration i netop dét møde.

Jeg var på besøg hos Stine for at købe julegaver, så jeg viser intet frem af den pose jeg havde med derfra, men faktisk også fordi vi længe har mailet om at vi burde mødes. Stines showroom er et smykkeskrin, og endnu mere fordi der var pyntet op til jul. Stine selv var i glimmerbesat strutskørt og den smukkeste, perlebroderede kimono; hun er glimmeronsdag på en mandag.

Ud over at få lov til at møde Stine, så mødte jeg hendes søde kollegaer, og så så hele kollektionen. Det er ikke sundt. Der er faktisk ikke én ting, jeg ikke ønsker mig, hvilket godt kan gå hen og blive ganske problematisk, nu hvor jeg ved, hvor hun bor.

Du kan se hele kollektionen her.

Og så har hun et diadem:

IMG_6116

IMG_6118

IMG_6105

IMG_6108

IMG_6109

IMG_6110

5 Comments
Previous Post
Next Post