Skal Vi Spille Ludo? Om Opdragelse, Rammer Og Drenge, Der Taber

Klokken fire i morges, vågnede Sofus. Han var ikke døsig, han var ikke træt, han ville ikke ligge under en varm dyne og slappe lidt af, han ville faktisk ikke andet end at stå op. Og spille ludo! LUDO? Jeg prøvede med netflix, jeg prøvede at vise ham at de sov på ramasjang, jeg prøvede at lægge mig under en dyne og tage diskussionen mens han kørte rundt på gulvet med biler, og mens han syntes det var virkeligt anstrengende at det var så mørkt.

Men intet hjalp rigtigt.

For Sofus ville spille ludo.

Mine børn sover ikke meget, men klokken fire er bare sådan cirka midt om natten, og det går ikke, og JEG vil IKKE spille ludo om natten. Heller ikke poker. Jeg spiller ikke spil om natten. Men Sofus ville, og hans vilje er som en naturkraft, som vælter ud af ham, og bare skal tromles igennem. Nogle gange tænker jeg om vi er for skrappe, for hårde, har for mange grænser og regler. Flere af Elias venner synes jeg er den skrappeste mor, de nogensinde har mødt. Og jeg er nok rimelig fast i grænserne – jeg gider ikke pylre, jeg synes børn der piber er er så grænseløst ucharmerende at jeg ikke har ord for det, men når ungerne er kede af det, trætte, søgende, triste eller har brug for mig på anden vis er formen naturligvis en anden. Men i morges, i morges var det viljernes kamp. Som jeg tabte.

Sofus har brug for en mur af vilje ind i mellem. Fordi han selv har den. Og klokken fire om morgenen er jeg ikke i stand til at mønstre et fingerbøl af konsekvens eller opdragelse. Jeg KAN simpelthen ikke. Så Sofus fik sin vilje. Klokken 630 sad vi fire mand høj om et spil ludo, og det var så hyggeligt. Også selvom Sofus naturligvis ikke fulgte reglerne.

(Hvis du har tid, så læs dette indspark i debatten om hvordan vi ikke opdrager nok på vores drengebørn. Hvordan vi bygger små tabere, fordi vi ikke tager kampene. Uhyggeligt.)

10 Comments
Previous Post
Next Post