Prisen For Det Hele – Og Hvorfor Det Er Fint At Betale

Jeg er på farten de næste dage. Jeg er ikke bare på farten, jeg er hjemmefra. Resten af denne uge og noget af weekenden med, og jeg kommer kun lige hjem og kysser unger torsdag aften. I børnefamilien giver det ikke kun lidt udfordring på planlægningssiden, og i koordineringdelen, det udfordrer også mig. På mor-delen. Jeg får hudsult når jeg er væk fra ungerne i flere dage. Sådan en længsel efter dem, der ikke bare sidder i toppen af bevidstheden, men helt ind i bunden af knoglerne.

Det har flyttet sig – fra den dårlige samvittighed overfor dem, til den dårlige samvittighed overfor mig selv. Jeg synes ikke det er synd for ungerne når jeg er væk! Det er jo ikke dem, der er må undvære: Det er jo mig! I går sad vi for eksempel ved spisebordet og Elias sang alfabetsangen. Helt højt og klart og flot. Så gik der et minut, og så sang Sofus den. Lige så højt og klart og flot. Og med en efterfølgende opfordring til at vi klappede af ham. Hvilket vi gjorde. Og det er jo ting, som disse, disse vidunderlige små bitte, luksuriøse hverdagsting, jeg så ikke får med, når jeg er væk. I denne uge.

Og det er derfor, jeg ved, jeg bruger min tid på det rigtige: Fordi jeg er på farten med ting, jeg holder af, og fordi det koster at være det. Og fordi prisen er høj, men jeg stadig gerne vil betale. Og det er ikke synd for mig. Det er det faktisk sjældent. I hele diskussionen om kvinder, moderskab, karriere og arbejdsliv, taler vi ofte om at det ikke må koste noget: Vi vil have det hele: Nærvær 24/7, udfordrende jobs, en dejlig familie, passion og et liv ved siden af det hele, et liv, der kun er vores. Et voksenliv. Vi vi have det hele, uden at måtte undvære. Faktum er bare at man MÅ undvære. Det hele koster. Og prisen kan være, at man er så heldig gerne at ville være alle steder samtidig.

11 Comments
Previous Post
Next Post