Vil Vi Være Os Selv, Eller Vente På Redningsplanken?

SB

Igen og igen læser og hører jeg om kvinder, der slås med nogle idealer for dem selv, som de har svært ved at opnå. Det er som om, der løber en strøm af forventede fælles idealer under os alle; en strøm af ideer, normer og idealer, som vi tror alle andre forventer at vi skal leve op til, men som ingen helt tydeligt italesætter. Det er ikke nødvendigvis det at vi SKAL have et job, SKAL have et hjem, SKAL have en familie (hvad det så end betyder af konstellationer), og heller ikke nødvendigvis det at vi SKAL se ud. Det der for alvor ser ud til at presse os, er måden det hele skal foregå på.

For SELVFØLGELIGT skal vi få mest muligt ud af livet, nu da vi er her, selvfølgeligt skal vi give den maksimalt gas på alle de fronter, vi har lyst til, og naturligvis skal vi elske, spise, drikke, arbejde, bruge og lade os bruge som vi ønsker det (og uden at såre andre for meget undervejs). Selvfølgeligt!

Men måden?

Måden? Jeg tror det er måden, vi går i banjo over. For hvorfor skal man ligne en milliard imens man opdrager børn på livet løs? Hvorfor SKAL man have hvide vægge mens man har små børn? Hvorfor SKAL man tabe fem kg inden sommer, når man elsker pasta? Jeg tror det er den måde hvorpå vi ser ned i floden, der løber under os, brusende af idealer, krav og normer, vi tror andre lever op til, der slår os i gulvet.

Og mens vi så ligger der på gulvet i selvmedlidende kramper over ikke at kunne leve op til, hvad vi tror vi skal, så har vi så ikke tid til at feste, elske, kæmpe, kysse, og leve.

Og så er der, der andre kvinder. For når jeg  ind i mellem får en biografi i hænderne, eller hører om særlige mennesker, så er fællesnævneren for dem ofte det kompromisløse liv – det liv, hvor man tør, gør og tror. Suzanne Brøgger spurgte ikke om lov, og levede på ingen måde op til de idealer, der omgav hende. Til gengæld blev hun selv ét. Hillary Clinton har heller ikke bagt de småkager andre kvinder opfordrede hende til at koncentrere sig om (iflg hendes selvbiografi), til gengæld har hun haft indflydelse og en holdeplads for sine holdninger. Jeg tror det hele har kostet, for kvinder som dem. Og jeg tror det har været dyrt. Men jeg tror også at vi må holde op med at tro, at det hele skal være gratis. At intet koster noget, og ikke mindst, er mange af os nødt til at holde op med at have behov for at alle skal kunne lide os, og forstår vore valg. Det kan de ikke. De kigger ned i floden af holdninger, normer og forventninger, og venter på at redningsplanken kommer forbi.

 

9 Comments
Previous Post
Next Post