Et Bud På Efterårets Bedste Børne- og Ungdomsbøger Og Vind Dem Alle

Ind i mellem får jeg en mail, hvor jeg bliver spurgt, hvorfor jeg giver så meget plads til andre stemmer på min blog. Det er nemlig gået lidt af mode, at bruge bloggen som et medie, der også giver andre end afsenderen på plads (der var MEGET mere af det i blogland for fire-fem år siden), men jeg elsker det! Også at læse med hos andre, og møde spændende mennesker, der har noget på hjertet. Så jeg fortsætter altså med de åbne døre, og med at invitere kloge mennesker ind. Noget af det, jeg bruger tid på, er at finde rundt i hvilke børnebøger mine unger kan have glæde af, så derfor har jeg spurgt redaktører om de vil hjælpe mig med at finde rundt i efterårets udgivelser: I dag har jeg været så heldig at Randi Bjerre Hoefring, som er redaktør på Forlaget Carlsen – hun arbejder altså med børnebøger -, har sagt ja til at fortælle os, hvilke børnebøger, hun synes er dem, vi skal kaste os over her i efteråret. Hvis du lægger en kommentar her til indlægget, kan du vinde dem alle. Jeg trækker lod på lørdag klokken 20.

Her er Randi, og her er hendes anbefalinger:

Randi Høffring

 

For de yngste: Snitten og Kis af Hella Joof.

Skærmbillede 2014-10-22 kl. 10.17.15

Man skal læse Snitten og Kis, fordi Helle Joof med fortællerglæde og humor får fortalt historien om, alle de følelser, der kan røre sig inde i en lille dreng (eller pige for den sags skyld), når han for første gang oplever at skulle dele sin mor med andre. Og dermed også dele sin mors opmærksomhed. Hella Joof kommer klart igennem med sin fremstilling, så man oplever verden gennem Snittens øjne – og så formår hun samtidig at lege med sproget, så den voksne højtlæser også er fremragende underholdt.

Skærmbillede 2014-10-22 kl. 10.18.46

Når man selv læser en god bog: Elefantstenen af Oliver Zahle

Elefantstenen handler om Bapit, som bor i Thyborøn og er halvt thai. Dem er der selvsagt ikke så mange andre af, så Bapit skiller sig ud – og ikke på den gode måde. For det ikke skal være nok, er han småtyk og et let offer for de andre børns drillerier. Da der kommer en ny pige i kassen, øjner Bapit en chance for at få sig en ny ven, men det går ikke helt, som han gerne vil, før der træder en spillevende elefant ind i historien.

Elefantstenen er forfatteren Oliver Zahles første roman. Historien har han gået rundt med i lommen i over 20 år, og han fortæller med indlevelse og humor om Bapit og hans besværligheder i det indspiste fiskersamfund, hvor det viser sig, at der naturligvis både er plads til tykke thaidrenge og elefanter … En fin og mild bog til både oplæsning og selvlæsning.

Skærmbillede 2014-10-22 kl. 10.19.50

En vigtig ungdomsroman: 21 måder at dø af Sarah Engell

Sarah Engell har med 21 måder at dø skrevet en af årets vigtigste ungdomsromaner. Den handler om 15-årige Stella, der er blevet uvenner med sin tidligere bedsteveninde, og som følge deraf bliver hun udsat for skånselsløs og brutal mobning – både i skolen, på mobilen og på alle de sociale medier. Hvilket også vil sige, at der ikke er nogen steder at gemme sig, og i Stellas tilfælde heller ingen, hun kan gå til. Hendes far er stadig helt nede over morderens død et halvt år tidligere, og klasselærerne forstår ganske enkelt ikke, hvad Stella er oppe imod. Så det eneste, der trøster Stella og spøger som en forførende udvej, er tanken om selvmord. For det ville være så let … og så har man fred. Men også givet helt op og indrømmet, at mobberne havde ret i deres hadske ord. Hvad skal man vælge …?

Skærmbillede 2014-10-22 kl. 10.20.54

 

En bog, der har gjort indtryk på mig: Half Bad af Sally Green

Når man i mange år har beskæftiget sig med børne- og ungdomslitteratur, har man også set talrige serier med rendyrket fantasi eller overnaturlige elementer i forskellige udgaver – og mange af dem rigtigt gode, heldigvis! Men der skal alligevel noget til at forny genren og få mig til at spærre øjnene op. Hvilet i den grad lykkedes for den engelske debutant Sally Green med første bind i Half Bad-trilogien. De enkelte dele i Half Bad er for så vidt set før, men den er skrevet med en intensitet, så man som læser træder helt ind i Nathan og lever og ånder med ham under hans flugt fra de hvide hekses kvælende kontrol.

I blandt os i moderne tid lever heksene side om side med os. De er dog organiserede i deres egne samfund, hvor de hvide hekse bekæmper de utilregnelige og brutale sorte hekse. For enhver pris. Hvilket Nathan, der er halv hvid og halv sort heks, kommer til at mærke på sin egen krop. I forsøget på at fange Nathans far, stramme de hvide heksesamfund nemlig grebet mere og mere om Nathan – så meget at han til sidst må flygte og måske selv finde sin far. Hvis altså han tør bevæge sig ind i de sorte hekses uforudsigelige og farlige verden.

Næste bind, Half Wild, kommer om et halvt års tid, og jeg kan slet ikke vente med at få poterne på det og finde ud af, hvad der videre sker med Nathan!

PS: Jeg har lagt links ind til saxo undervejs, hvis du vil se nærmere på bøgerne. Og bare for at komme spørgsmål i forkøbet, så er det ikke afiliate links, men bare en læserservice.

124 Comments
Previous Post
Next Post