Om Babyfødder & Genfundne Venner

IMG_5204

For snart tre år siden arbejdede jeg for MP. Det fineste gamle firma, der er vokset ud af hosekræmmertraditionen i midtjylland, og som dengang og stadig har kvalitet som en mantra. De er ligeglade med hvor billige strømper kan være – deres er dansk design, overdreven god kvalitet og holder til mere end en sæson.

Jeg stod dér i Jylland hos dem for tre et halvt år siden, og blev præsenteret for en ny kollektion. Strømper til børn, til damer, til babyer. Strømper til babyer! (ÅH ALTSÅ! Babyfødder, intet kan få mig helt så højt op at ringe, som babyfødder. Ikke engang kattekillinger!) Den dag jeg fik dén kollektion præsenteret var jeg stået meget tidligt op. Omkring klokken fire. Jeg havde taget toget og i toget havde jeg erkendt at det nok var rigtigt det tissepinden havde fortalt mig klokken 4.08 den morgen. At jeg var gravid. Komplet uplanlagt, ulogisk, gennem diverse forhindringer (inkl p-piller) havde Sofus meldt sin ankomst. Klokken seks ringede jeg til Johan fra toget og fortalte ham det. Vi var i chock. Jeg havde lige startet min forretning, jeg havde dagen inden skrevet under på en lejekontrakt som krævede at jeg hver måned tjente så meget at jeg i det mindste havde til dén husleje, og den lejekontrakt galt i halvandet år. Og nårh ja, så havde jeg samme uge ansat min søster, og LOVET at hun kunne regne med at få en løn. Nå, men så stod jeg der med deres babystrømper klokken 9 om morgenen og var i chock. Og gravid. Og hormonella. Og tudede lidt ned i den lille strømpe når de kiggede væk. Og vidste at den baby, den skulle jeg have, og han skulle puttes i sokker, skulle han.

Og de søde mennesker ved MP så hvor grundstødt jeg var, og sagde intet andet end at det var godt at se mig, og så talte vi lidt mere om kvalitet. Og de kan deres kram, og ikke mindst derfor blev jeg så glad for at genfinde dem forleden.

 

5 Comments
Previous Post
Next Post