Når Forlystelsen Ikke Er Helt Som Forventet

Kender du det her?

Man planlægger en udflugt i børnefamilien i flere uger, aftaler med ungerne hvordan, hvornår og hvor, og får det til at spille. Man sætter sådan cirka fem hundrede kroner af til entreen alene, og så træder man ind i det forventede Paradis.

Sådan en tur havde jeg med ungerne i søndags. Vi tog i Experimentariet. Eller vi forsøgte på det. Vi gik og gik og gik i solen fra metrostationen (Experimentariet er nemlig flyttet fra Hellerup til Papirøen), og vi for vild. Vi gik videre og fandt vej derhen til. Gåturen var vidunderlig. Solen var varm, Christianshavn alt for smuk og ungerne glade og forventningsfulde. Så kom vi ind på Experimentariet. Elias har været flere gange på det, da det lå i Hellerup – jeg har ikke været der før. Sofus var måske nok lidt for ung til det, men han forsøgte at følge med. Elias var skuffet. Og jeg forstår ham godt – det var ligesom om de store haller ikke fungerede. De ting man kunne prøve var svære at forstå, svære at bruge, havde lange køer, og i det hele taget var det svært at forstå sammenhængen i udstillingerne. Elias mener at det var meget bedre før det flyttede, og jeg ved ingenting ud over at det simpelthen ikke spillede for os derude.

Og selvfølgeligt er det et sted der kræver mere end en tur i Zoo, men helt ærligt, sammenhængen var totalt spildt på mig.

Og hvorfor fortæller jeg så det, hmmm … Altså; det koster kassen at komme ind, der var ingen der rigtigt gad vejlede eller hjælpe os, og jeg synes ærligt talt det var for uhåndgribeligt, dårligt formidlet og ikke skide sjovt. Måske var det os, der havde fået det forkerte ben ud af sengen, men hvis du har to drenge på næsten tre og næsten 7, så vent til de flytter tilbage til Hellerup, eller vælg et andet sted til din udflugt.

11 Comments
Previous Post
Next Post