Erkendelser Fra Den Nye Hverdag

Vi går nu ind i uge to i Den Nye Hverdag. Den hverdag, hvor jeg ikke har to børnehavebørn, som jeg nåede at have det i juli, men den Nye Hverdag, hvor jeg er den stolte mor til et styk børnehavebarn og et styk skolebarn. Det betyder mange ting, men det betyder blandt andet, at Elias har ret til en slags privatliv, hvor jeg ikke udbasunerer hans følelser her på bloggen. Lige om lidt kan ikke bare han læse, men det samme kan hans kammerater. Så selvom det lyder / føles / er noget egocentrisk, så er det mine oplevelser, omkring det nye, der her får en slags fokus:

Erkendelse Nr 1:

Skoleintra er et hit! Som bekendt var jeg noget bange for, hvad det der forældreintra ville tage tiden fra. Men efter vi gik til bekendelse om at koden var blevet væk, fik logget ind og set os om, er det gået op for mig, at det er en gave til kaoter som os. Det virker, det pis! ALT står derude, og man kan tjekke det, når det passer en uden at skulle være bange for hvilke sedler der er blevet væk i taskens dyb.

Erkendelse Nr 2:

Vi er blevet gamle. Johan og jeg. Vi er blevet rigtigt gamle. Som i virkeligt gamle. Og vi står der i skolegården og ligner lige pludselig forældre, og begynder at miste den der vanvidsglød man har som unge forældre, hvor alt er nyt, og hvor man stadig tror at man kan opdrage sig ud af alt. Vi er gamle. Og vi har fattet at noget er natur, mens andet, mindre end forventet, er kultur.

Erkendelse Nr 3:

Jeg har LYST til at lære de andre forældre at kende. Som i virkeligt lyst! Jeg er KLAR til at fattet hvem de unger er, der skal være del af mit liv de næste mange, mange år er, og hvem deres forældre er, og hvordan de vrider hverdagen på plads. Jeg er nysgerrig, grænsende til det småpinlige.

Erkendelse Nr 4:

Jeg forventer mere af Elias. Som ved et trylleslag, har jeg flyttet barren. Servicen bliver minimeret yderligere (jeg er faktisk ikke en tankstation, som jeg har forsøgt at forklare nu i fem-seks år), og ansvaret forskubbes. Han skal kunne selv. Og han kan. Og mest af alt: Han vil.

Erkendelse Nr 5:

Jeg troede at som børnene blev større, ville vi kunne slippe rytmedansen. Den der dans, hvor alt skal gå efter faste skemaer, og hvor katastrofen bryder ud, hvis aftensmaden står på bordet 17 minutter senere, end den plejer. Men nej. Vi rytmer videre på fuldt blus, og det er som om skemaerne nu har fået en anden rolle – de er ikke kun for ungernes skyld, men også for vores – for at vi kan nå omkring det hele, og så vi kan komme tidligt op, afsted, med rent tøj på, og uden en ugle i håret. Rytmedansen fortsætter.

6 Comments
Previous Post
Next Post