Om Ordmagi, Robin Williams & Om At Kalde Ting Ved Deres Rette Navn

robin_williams_05

Der er nogle ord, der fortjener at vi behandler dem ordentligt. Ikke bare fordi de bærer en tung betydning, men fordi de mennesker, der er nødt til at bruge de ord, fortjener at vi behandler dem ordentligt. Jeg tror på ordmagi – jeg tror tingene har en tendens til at blive til det vi kalder dem for. Så når vi alle sammen drøner rundt og siger vi har stress eller er stressede, fordi vi skal mere end to ting på én gang, så kan det nemt gå galt. Både for ordet, for dem der rent faktisk lider af stress, og for os, der tror vi ved hvad det vil sige at lide af netop det.

Det samme gælder depression. Når vi alle sammen synes at vi kan kalde os hel- halv eller smådeprimerede når tingene ikke går den vej vi ønsker os, eller fordi ugen har været hård, så ved vi ingenting. At være blå i forbindelse med PMS (oh gru), er heller ikke hverken en depression eller at være deprimeret.

Forleden døde en af mine barndoms helte, Robin Williams. Jeg er vokset op med ham, og til lyden af et menneske, der lod til at kunne stå ved sig selv, og den tossede tilgang til verden, der glimtede i øjnene på ham. Jeg har set ham i Døde Poeters Klub og ønsket mig en lærer som ham. Set ham i Mrs Doubfire og ønsket at jeg ville kunne lukke mine kommende børn ind i en eventyrverden. Jumaji, Hook og alle hans andre film, viste at han ikke var bange for at være barn, selvom han var voksen. De viste også en masse andet – men mest af alt at vi skal kunne lukke fantasien ind. Og så var han depressiv, led af depression, sloges mod stoffer og var åbenbart dybt ulykkelig i lange perioder af sit liv. Så når vi andre ind i mellem tror at vi er smådeprimerede, så håber jeg ikke vi ved noget om det.

12 Comments
Previous Post
Next Post