Om At Huske Inden Tiden Er Løbet Forbi

IMG_3648

Der er øjeblikke hvor tiden står stille, og jeg snuser dem helt ind. Øjeblikkene. De kan føles så dyrebare at jeg bliver bange for at glemme dem. Bange for at de forsvinder, og man bliver sådan en, der kun kan huske de ting, der er taget billeder af: Ferierne, festerne, fødselsdagene. At jeg glemmer hverdagen med mine unger; de hverdage der er flest af, og som former dem allermest.

For eksempel, når Sofus fortæller historien om den kat han mødte på legepladsen, og som han aede lidt for længe i forhold til, hvad katten brød sig om. Når hele det lille ansigt er anspændt i forsøget på at formidle situationens drama og intensitet, så hans tilhører forstår den helt. Øjnene lyser, og han graver efter ordene, sammenhængen og sætningen. Eller når Elias meget eftertænksomt og reflekteret fortæller om hans dag har været god, mellem eller ikke så god, og hvorfor; hvor han prøver at svare ærligt, oprigtigt og efter bedste evne på det lidt hurtige spørgsmål han er blevet stillet. Man bliver revet midt over, i det situationer. Lige der, hvor tiden er holdt op med at gå, og hvor jeg alligevel er bange for at den går for hurtigt.

4 Comments
Previous Post
Next Post