Hvem Elsker Du?

 

IMG_3546

Blomsterne her er fra kolonihaven – hvor jeg elsker at være. Mest fordi jeg er helt tæt med dem jeg elsker, Johan, Elias & Sofus, og fordi ingen behøver at have behov eller ærinder, der flytter os fra hinanden.

I weekenden (agurketid…) kom der en undersøgelse frem om, at vi kvinder elsker vore børn mest, mens mændene elsker os mest. Som én psykolog sagde: Det kan føre til gnidninger i parforholdet. Ja, det tror da pokker, det kan.

I et andet medie (tror det var P1), blev det kommenteret, at der er så stort fokus på børn som identitetsskabende faktor hos os kvinder at vi SKAL elske dem højest. At vi er dårlige mødre, hvis vi ikke gør. Jeg mener grundlæggende, det er et problematisk spørgsmål at stille; hvem man elsker højest. For er kærlighed ikke forskellig? Den kærlighed jeg føler til Johan handler om venskab, partnerskab, tillid, sex og lidenskab, fortrolighed, fremtidsønsker og alt muligt andet godt, men den handler også om at jeg på ingen måde bestemmer noget som helst over ham. Han overlever nok uden mig, og jeg uden ham – ikke uden sår på sjælen og dybe hak i hjertet, men jeg har ikke ansvar for hans overlevelse. Jeg er hamrende forelsket i Johan og har været det så længe, så den følelse er en del af den jeg er.

Men jeg er ikke forelsket i mine børn. Og jeg VED det er meget almindeligt blandt kvinder at sige at vi er forelskede i vores børn. Jeg synes det knirker lidt, når man siger det. Forelskelse er en følelse, der ligesom fører til lir, og sådan har jeg det ikke med mine unger. Dem er jeg betaget af. Jeg elsker dem højere end ord kan beskrive, og jeg føler stor omsorg og ansvar for hvordan deres liv bliver. Lejlighedsvist er jeg ør af kærlighed til dem, og andre gange har jeg lyst til slå mig selv i hovedet over, hvor hårdt det er at vejlede dem til at blive mennesker, der kan holde sig selv ud og som andre – andre end Johan og jeg – ikke kan lade være med at elske. (For eksempel når jeg siger nej til Sofus og han råber AAAAAN-GIIIIIIIIIIIB og kaster sin krop i mod mig. Der ved jeg ikke om jeg skal grine, græde eller kapitulere.)

Kærligheden er det største. Det er den eneste følelse, der overskrider døden. Den eneste følelse, der lægger verden ned og får noget godt ud af det. Men den er mangeartet, den er forskellig, den er vidunderlig og kan flytte bjerge. Men skal vi virkeligt skalere den? Kan man sige på en skala fra 1-5 elsker jeg dig en 3-er? Så er det vel ikke kærlighed? Hvis man elsker nogen, elsker man dem for den de er; skal man så virkeligt sammenligne og niveau-inddele det? Jeg tror det altså ikke.

14 Comments
Previous Post
Next Post