Interview: Den Stille Utilfredshed, Parforhold & Vores Generation af (Perfektionistiske) Kvinder

Skærmbillede 2014-07-08 kl. 11.00.31

Ind i mellem læser jeg en bog, der gør stort indtryk på mig. Sådan en er Kaninens år af Stine Askov. Den ramte mig. Den handler om hvad der sker når livet går, og vi får alt hvad vi vil have – ham vi vil have og de børn vi vil have. Og så pludseligt bliver utilfredse. Læs her, hvad Stine (forfatterinden) selv mener:

StineAskov2817

Stines Disclaimer:

Hej Julia
Her kommer svar på spørgsmålene du stillede mig. Det er vigtigt for mig at understrege, at
jeg ikke er en ekspert eller en der for alvor ved noget om kvinder og mænd og kriser og
dets lige. Jeg har ikke studeret statistik eller sociologi, jeg udtaler mig kun på baggrund af
antagelser og fornemmelser. Jeg generaliserer også helt vildt, velvidende at der findes alle
mulige svar, alle mulige liv og alle mulige andre meninger. Jeg kan heller ikke bevise noget
overhovedet. Det er alt sammen kun noget jeg tror.
 Hvad handler Kaninens År om?
Da jeg var lille og legede med barbiedukker, brugte jeg mest tid på, at indrette barbies hus,
at klæde hende på og sætte hendes hår, når legen så skulle leges, så gad jeg ikke rigtig.
Det sjoveste var at sætte rammerne for, hvad der skulle foregå, alle arrangementerne
udenom.
Trine, hovedpersonen i Kaninens År, har stræbt efter en bestemt ramme om sit liv,
uddannelse, lejlighed, mand, børn, nu er der kun tilbage for hende at agere i det, og så
begynder en kedsomhed at melde sig, og spørgsmålet om hun skulle have valgt noget
andet. I stedet for at tage ansvar i den utilfredshed skyder hun på de rammer hun selv har
sat op, primært hendes mand Asger. Bogen handler dybest set om, at så længe
hovedpersonen ikke tager ansvar og kigger ind i sig selv, men kun prøver at justere på
ydre forhold, kommer hun ingen vegne og hænger fast i en utilfredshed, der gnaver
hendes og hendes familie i stykker.
Da jeg læste romanen genkendte jeg vores generation meget tydeligt. Du skriver fra kvindens perspektiv om den utilfredshed og mangel på ro, mange af os har med vores livsvalg. Hvorfor har vi det sådan, tror du?
Min oplevelse er, at den utilfredshed vi har med vores livsvalg, er affødt af en usikkerhed.
Vi spejler os i hinanden, i fantastiske kvinder i medierne, i kvinder i tv-serier, og vi kan hele
tiden tage livet op til overvejelse og spørge os selv om vi nu har valgt rigtigt. Vi lever i en
tid, hvor iscenesættelse og præsentation er vigtig for den måde vi oplever os selv og andre
på. Når vi vi så ser en veluddannet kvinde, der løber ti kilometer om dagen og laver
vietnamesisk mad i sin penthouse lejlighed i New York, så tænker vi, bare jeg havde gjort
det og i næste åndedrag, hvorfor har jeg ikke gjort det? I stedet for så at tænke, jeg ville
noget andet, jeg ville det her, så kigger vi os omkring efter det der har holdt os tilbage, i
stedet for at kigge ind ad. Jeg oplever, at vi er bange for at stole på det vi selv har valgt og
angst og usikkerhed skaber et skrøbeligt fundament, hvor vi så kan stå og vakle, mens vi
ønsker os nye plaider, så vi kan få en flig af den lykke vi tror andre mennesker bobler rundt
i.

Hvor er mændene henne i det, sådan som du ser det?
Kvinder har fra de var små og gik i børnehave leget far mor og børn, lege der kredsede om
realistiske scenarier, lege der byggede på at skabe en virkelighed. Legen var en
brainstorm-agtig tilstand, hvor der kunne kastes ideer op, rollerne kunne byttes om,
køkkenet vejede kun tre kilo og kunne nemt slæbes over i puderummet. Når pigerne så
bliver voksne, så klapper fælden, så er køkkenet naglet fast til gulvet, der kan ikke vælges
om. Drenge leger riddere eller Batman. Kvinderne bliver ved med at forestille sig de
forskellige roller og stræbe efter at skabe det perfekte liv omkring dem. Mænd indser, at de
alligevel ikke bliver riddere eller Batman og får en mere apatisk tilgang til deres liv. Mænd
har i min erfaring en helt anden evne til at være i det de er i. De kigger ikke hele tiden over
til naboen og overvejer om de har det bedre derovre.
I mange familier er det kvinden, der som i børnehaven, jager rundt med mand og børn,
klæder dem på, arrangerer dem ved spisebordet, putter dem i seng og galer som en hane,
når det er tid til at stå op. Det giver en magt, en retfærdig position at være utilfreds fra.
Mænd må kæmpe hårdt for at skabe frirum til sig selv.
Hvilken indskydelse eller følelse ønsker du din bog skal give os?
Jeg har skrevet en roman fra min egen position og har ikke haft noget bestemt fortsæt
med den. Jeg har ikke taget stilling til, hvad folk der læser bogen skal tænke eller føle. Når
det så er sagt, så tænker jeg at nogle kvinder vil kunne finde en genkendelighed i de
følelser og kriser hovedpersonen, Trine gennemlever. Jeg tænker også, at det kunne være
et lille stik i kødet om at tage ansvar for vores eget liv, have tillid til os selv og de valg vi
har taget og ikke være så optaget af alt det vi har valgt fra.

Har du flere bøger på vej?
Jeg skriver ikke lige nu på noget nyt, men jeg er fuld af bøger, der summer rundt og venter
på at krybe ud af kuben.

Find bogen her.

5 Comments
Previous Post
Next Post