Om DjævleYngel (Mit Eget), Snart 3-årige, Ukuleler og Kunsten At Være Nogens Mor

IMG_3232

Lad det være sagt med det samme, jeg har verdens lækreste, sødeste og sjoveste unger. De fleste dage. Så er der de dage hvor de morfer ind til at være Djævleyngel, som er sprunget direkte ud af det sted, hvor små børn får hugtænder.

Sådan en eftermiddag havde vi med Sofus i går. Det begyndte med at han skulle have sikkerhedssele på i bilen. KÆMPE drama. Ingen reaktion fra hans side på vores venlige henstillinger om lige at blive siddende. Da vi skruede bissen på skreg han af grin, så det gjorde ondt i maven, og så ville han trøstes, men havde formået at vride sig ud af den ret stramme sele i bilen. Det fortsatte med ballade, surhed, rituel tyrannisering af storebror og alskens rædsler. Han bed sin storebror i læggen, nikkede sin far skaller og forsøgte at angribe mig, alt imens han hulkede af grin, ballade eller over verdens uretfærdighed.

Til sidst stampede jeg i gulvet, RÅBTE at nu flyttede jeg fandme hjemmefra, og gik så ud i køkkenet igen for at fortsætte den madlavning jeg allerede havde involveret ham i (det gav 7 minutters hygge, men da havde prisen også været at han fik lov til at skære med en kniv (altså ikke en skarpsleben slagterkniv, men alligevel)), så det var ikke her, jeg selv fik lavet noget. Da jeg havde råbt, blev der stille.

Indtil Sofus kom ud i køkkenet med sin ukulele og sit englesmil og sagde:

Sæt dig ned mor. Mig synge for dig så du bliver glad igen.

Og så sang og spillede han en hjemmelavet sang om sin søde mor, og jeg døde lidt. Og blev boende.

13 Comments
Previous Post
Next Post