Stop. Det Går For Hurtigt.

IMG_3155

Mine unger. De vokser. Det går simpelthen så stærkt at det svier i hjertet. jeg har sukket efter og ventet på at de kunne, ville og gjorde ting selv, og nu er vi ved at være der, hvor jeg gør alt hvad jeg kan for at sørge for at vi kan følges ad. Jeg giver lov og breder muligheder ud, og har Sofus hørt rygter om en lyserød is, synes jeg han skal smage den. Mine børn. De vokser, og trives og folder sig ud, og dette er skæbnesommeren, hvor Sofus i næste uge begynder i Børnehave, og Elias om seks uger eller det der ligner, begynder sin skolegang. De er klar. Begge to. De længes efter at der sker noget, at de bliver udfordret og at verden åbner sig. Sofus taler som et vandfald – eller som han selv siger: En Hønsegård – Elias overvejer, formulerer og diskuterer. Mine to bitte små drengebørn er ved at blive store, og familielivet åbner sig for mig, som noget andet end en kæde af behovstilfredsstillelser. Min tid som tankstation og serviceorgan er ved at være slut – de kan nemlig godt selv. Og jeg er taknemmelig. Og stolt. Så stolt. Og vemodig. Så vemodig.

11 Comments
Previous Post
Next Post