Gaveregn & Interview: Mød Carls (& Orms…) Mødre

Jessen_Bartholin_Da_Carl_naesten_sov_i_telt_FINAL_300_ppi_RGB

Jeg er meget glad for at kunne fortælle at ikke bare er endnu en bog i serien om Carl kommet ud, men at det måske er den fineste endnu. I Da Carl Næsten Sov I Telt møder vi nemlig Carl, der skal sove i telt med Fanny, bliver bange og overvinder angsten uden helt selv at opdage det. Vi møder også Carls storebror i en ny rolle, nemlig én hvor han ikke kommer til at definere hvordan Carl tackler de situationer han står i. Carl er vokset og igen har vi at gøre med en børnebog, der kan nydes af store og små. Og af deres forældre. Du kan vinde bogen ved at smide en kommentar her, og så kan du også lige læse med lidt længere og møde forfatteren Ida Jessen og tegneren Hanne Bartholin og lære dem – og Carl – lidt bedre at kende:

 

1. Hvor kommer inspirationen til Carl fra?

Hanne kom en dag og sagde: “Kunne du ikke tænke dig at skrive om elefanter, Ida? Jeg vil gerne tegne elefanter.” Og i samme øjeblik kom jeg til at tænke på, hvordan jeg besøgte min farmor, da jeg var helt lille, og så gerne ville have hende for mig selv. Hanne og jeg talte meget om den første Carlbog, mens jeg skrev den. I den første gennemskrivning var farmor mere streng, men det syntes Hanne var synd for Carl, og det er jeg glad for i dag.

Hanne: Jeg elsker at tegne elefanter fordi jeg synes de er så gode til at udtrykke følelser.

2. Hvorfor blev han en elefant og hvorfor har han tre søskende?

Han har tre søskende, fordi Hanne tegnede Carls familie på første opslag i den første Carlbog. Der er tre søskende. Det billede kiggede jeg meget på, og det dannede udgangspunkt for den måde, serien og Carl har udviklet sig på. Carl er jo midterbarn, skiftevis lille og stor, og han kommer tit i klemme.

Hanne: Billedet med Carls familie var det sidste billede jeg tegnede selvom det er det første i bogen, jeg skulle hele bogen igennem for at lære Carl at kende og da jeg var færdig kunne jeg mærke hvordan hans familie så ud, for mig kan Carl ikke være andet end en elefant.

3. Carl gennemlever mange følelser, som er både fint beskrevet og tegnet, så børn er helt med – er hver bog bygget op en historie eller en følelse, og hvorfor?

Det er midterbarnets historier og følelser. Mange af historierne har noget selvoplevet i sig. F.x. sagde jeg til min lillesøster, at jeg ville koge hende, og hun blev vildt bange. Det er den historie, der optræder i Da Carl næsten var ond.

4. For mig at se er børnebøger noget af det fineste litteratur, man kan bedrive – hvordan fandt I to sammen, og hvorfor blev det netop dette i kastede jer over?

Vi har kendt hinanden i mange år inden vi begyndte at lave bøger sammen. Da jeg havde skrevet Orm får en ven, skulle vi finde en illustrator på forlaget. Vi kiggede på rigtig mange, og langt om længe faldt talen på Hanne, som jeg jo kendte så godt. Måske havde jeg ikke tænkt på hende, fordi vi var venner i forvejen. Men det blev jo begyndelsen på et meget langt samarbejde.

5. Hvad ønsker I der skal ske i højtlæsningen af en Carl-bog? er der noget særligt i Stiler mod?

Vi stiler mod ro og fordybelse og nærhed.

6. Kommer der flere Carl-bøger?

Ja, det der foreløbig er planlagt er Den store Carl til foråret 2015

7. Og hvad med Orm – nu har han en ven, men skal han ikke trækkes op i en ny bog? 

Vi har aldrig tænkt på Orm som en seriefigur. Men man skal aldrig sige aldrig …

Her er Hanne, som tegner Carl (til venstre) Og Ida, der skriver ham:

NB – Jeg trækker lod onsdag den 25. klokken 20.

88 Comments
Previous Post
Next Post