Hvis Hun Ikke Er En Ravnemor, Så Må Jeg Jo Være Det

Der sker ting og sager på Politikens debatsider for tiden. Sine har skrevet sine kommentarer til det, blandt andet her, men sagen er at der igen er øretæver i luften til kvinder, der vælger at leve deres liv, som de vil. Det er nemlig IGEN det store spørgsmål om, hvordan vi gør – eller ikke gør – skade på vores børn ved at vælge at gå på arbejde.

Karrierekvinden, karrieremoderen, og hende der bare går på arbejde, lægges ind i mellem for had. Gerne af andre kvinder, der vælger at gå hjemme. Det at have sine børn tæt på sig 24-7, er igennem tiden blevet idealiseret som det eneste rigtige at gøre; som det en rigtig kvinde, en god mor, gør. Vi der går på arbejde, og måske endda kan lide det, bør tænke os om, og ind i mellem er der en der råber “ravnemor” eller en der råber “burde du overhovedet have fået børn”. Som Sine siger, så er faderen skrevet ud af det billede. Han findes ikke. Barnet har brug for sin mor, hedder det. Det vil jeg ikke anfægte, ligesom det heller aldrig er faldet mig ind at stille det mindste spørgsmål til om mine børn havde brug for deres far. Det har de.

Det, der er så hamrende frustrerende ved denne diskussion (eller én af tingene) er, at vi kvinder synes vi med vold og magt skal presse vores liv ned over andre. Vi har så travlt med at værne os selv mod kritik fra andre eller dårlig samvittighed fra os selv, at vi trækker skyttegrave hårdt op, og bare råber op om at de andre gør det forkert. Når så ligestillingsministeren foreslår at vi holder op med at gå til yoga og stopper med at bage speltboller for at få mere rum i vores liv, ja, så ved jeg snart ikke hvor jeg skal se hen.

Jeg tror ikke på at vi er egofikserede ravnemødre, hekse eller ondskabens akse inkarneret, hvis vi begår den dobbelte forbrydelse at gå på arbejde og kunne lide det. Jeg tror heller ikke på at kvinder der går hjemme altid har en fest, eller at det ikke er hamrende hårdt ind i mellem. Jeg tror bare ikke at vi vinder noget som helst ved at skulle have ret i en bestemt livsførelse for at turde leve den.

At vi som forældre har ret til livslykke, at børnene har ret til at have deres egne liv og egne sociale kontakter, at vi i Danmark og Skandinavien har nogle af de vildeste barselsordninger i verden, og at der også kommer mennesker ud af andre former for socialisering end dem vi arbejder indenfor i Danmark, det tænker vi slet ikke på. Hver især har vi mere ret end de andre, for hvis vi ikke har, så er det os der gør noget forkert.

Jeg synes det er fattigt. Usolidarisk. Og tomt for visioner.

33 Comments
Previous Post
Next Post