Den Pink Hævner

IMG_1981

Selvom det ikke lige er til at se, så er det jo i princippet snart sommer. Det er ved at være tid til luftige sommerkjoler, toppe uden ærmer, og til at gøre sin hud klar til at blive luftet bare lidt. Jeg længes efter sommeren, og den forsmag vi havde for et par uger siden var simpelthen ikke nok. Der er et eller andet over at krænge vinteren af sig og træde ud i sommeren; en ganske særlig følelse over for alvor at hænge vintertøjet væk og ikke at synes man skal beholde ti cm uld for en sikkerheds skyld fordi man ikke tør tro på at det nu endelig, endelig, endelig er sommer.

Når det kommer til hud, så er jeg fan af eksfoliering. Særligt på denne tid af året, inden det sådan rigtigt bliver sommer, hvor jeg går en del mere op i solbeskyttelse end eksfoliering, men lige nu, hvor huden ikke bagefter skal direkte ud i brændende sol, er det ret fantastisk. Urtekrams økologiske rose body scrub er min pink hævn over vinterhuden. Den er lavet på olie, hvilket betyder at huden efterlades særlig blød, glat og lækker, og man ser simpelthen bare så meget pænere ud efter sådan en omgang. De har den på hylden i vores lokale irma, men den skulle kunne fås i ret mange supermarkeder.

5 Comments
Previous Post
Next Post