Om At Være Solgt

foto-28

Sådan så min udsigt ud tidligt i morges, da jeg sad på trappestenen ved vores kolonihavehus og drak min morgenkaffe i den stribe sol, der var at finde. Jeg må sige at jeg dårligt kan kende mig selv. Jeg synes det er fedt at grave have, at så ting, at gøre et gammelt gulv rent med børste og sæbe ved ren håndkraft. Det ligner mig ikke. Som i slet ikke. Min søster og svoger kom på besøg i huset – som stadig er uden toilet btw, og jeg kunne se på hende, at hun heller ikke havde forestillet sig, at jeg i den grad ville synes om det.

Jeg tror jeg har et eller andet på kolonihaver. Eller rettere: Havde. Som om det er for nationalistisk, som om det er for småt, for firkantet, for indspist, for fyldt med høje hække. For meget som noget der er sprunget for direkte ud af 1920-ernes arbejderbevægelse og tanker om store tunge fabrikker og arbejderfamilier, der ikke så sol. Jeg har set kolonihaver som noget, der sådan var frosset lidt rigeligt fast i en væren-sig-selv-nok (og nej, det rimer ikke på arbejderbevægelse, men you get my drift…). Og alt dette tænkte jeg selvom jeg har læst Vladimir Kaminers bog om kolonihaver… (Og hvis du kan bare lidt tysk, så læs den her og hulk af grin).

Men jeg elsker det. Og bare de få dage jeg har oplevet vores lille kolonihaveforening, må jeg sige at jeg er blæst væk af de søde mennesker derude. Alle giver en hånd med, har sække med græsfrø stående (og deler håndfulde ud), kan noget med at vise hvordan man bruger et haveredskab, eller ved, hvordan man fikser en balufix. Der er ikke nogen der ikke gider, og ungerne suser ind og ud mellem huse og haver, og ingen tager dårligt imod dem. Jeg er så solgt som man kan være. Også til 5årsfødselsdag i fælleshuset på en søndag.

foto-27

8 Comments
Previous Post
Next Post