Sofus, Min Skat

IMG_5675

Natten har været slem. Sofus er meget hårdt ramt af skoldkopper. Han har ondt, er lille, det kløer, han har feber, han græder, vrider og vender sig, og spørger mig: Mor, når slutter det?

Sofus udvider mit hjerte. Han har skåret sig selv en plads, og lærer os at alt det vi tvang igennen med Elias, kan opgives. Sofus lader sig ikke vride ind i noget – han sover hvor han vil, når han vil og som han vil. Alle vores ideer om, hvordan man bør være forældre, virker ikke med Sofus. Han tysser på mig, når jeg opdrager, griner af mig, når jeg prøver at se alvorlig ud, og aer mig og siger såsåsmoar, hvis jeg sukker opgivende. Han leger som det passer ham, bygger verdener, lege og systemer. Den modstand og den kærlighed han får fra sin storebror suger han til sig, og bliver på alle måder stærkere af den. Han mimer Elias, gør som ham, og gør alligevel sine egne ting. Når jeg spørger ham, hvordan det går, her midt i skoldkopperne siger han: Mor, mig sej. Og jeg ved det passer. Han er sej. Og lille. Og min.

13 Comments
Previous Post
Next Post