Kvinders Indre Barrierer – Spænder Vi Ben For Os Selv?

Skærmbillede 2014-01-06 kl. 22.03.37

Hvis du har læst med her de sidste to dage, har du allerede læst to uddrag af Sheryl Sandbergs Lean In / Byd ind, som udkommer i morgen på Forlaget Rosinante & CO. Den er kort og godt: Virkelig inspirerende, og den burde blive udleveret til kvinder (og mænd) sammen med deres eksamensbevis. Her kommer det sidste afsnit, som spørger om det er samfundet der skal ændre sig for os (kvinder), eller os der skal forandre det.

 

Uddrag fra ”Byd ind. Kvinder, karriere og viljen til lederskab”

af Sheryl Sandberg, Facebook-topchef

 Del 3, s. 16-19

Tekstuddrag del 3

Ud over de ydre barrierer, der er skabt af samfundet, bliver kvinder også hæmmet af indre barrierer. Vi dømmer os selv ude i stort og småt, fordi vi mangler selvtillid og ikke tør tage ordet. Vi læner os tilbage, når vi burde læne os frem og byde ind. Vi optager alle de negative budskaber, vi modtager gennem livet – budskaber om, at det er forkert at sige vores mening, forfølge vores ambitioner og fremstå stærkere end mænd. Vi sænker vores egne forventninger til, hvad vi kan opnå. Vi fortsætter med at påtage os hovedparten af de huslige pligter og børnepasningen. Vi går på kompromis med vores karrieremål for at gøre plads til en partner og nogle børn, der måske ikke engang findes i vores liv endnu. Sammenlignet med vores mandlige kolleger er der færre af os, der stræber efter en lederstilling. Lad mig tilføje, at dette ikke er en opremsning af, hvad andre kvinder gør forkert. Jeg har selv begået hver eneste af de nævnte fejl.

Fra tid til anden falder jeg stadig i.

Efter min mening skal de indre barrierer nedbrydes, før vi kan opnå mere magt. Andre mener, at kvinder først kan nå til tops, når de institutionelle barrierer er brudt ned. Det er den evige diskussion om hønen og ægget. Hønen: Vi kvinder skal nok fjerne ydre barrierer, når først vi har opnået en lederstilling. Så marcherer vi direkte til chefens kontor og forlanger det, vi har behov for, blandt andet graviditetsparkering. Eller, endnu bedre, så er vi selv blevet topchefer og sørger for, at alle kvinder får, hvad de har brug for. Ægget: Vi er nødt til at have fjernet de ydre barrierer for overhovedet at få kvinder ind i den slags stillinger. Begge argumenter er rigtige. Lad os derfor være enige om at kæmpe på begge fronter i stedet for at forvilde os ud i en filosofisk diskussion om, hvad der kommer først. Begge dele er lige vigtige. Jeg opfordrer personligt kvinder til at se på hønen, men jeg bakker helhjertet op om dem, der fokuserer på ægget.

Indre barrierer er et forhold, der sjældent diskuteres og ofte underspilles. Jeg har igennem hele mit liv fået tudet ørerne fulde om manglende ligestilling på arbejdspladsen og om, hvor hårdt det er at få karriere og familieliv til at hænge sammen. Til gengæld har jeg sjældent hørt noget om, hvordan jeg i mange situationer spænder ben for mig selv. Disse indre barrierer fortjener meget større opmærksomhed, især fordi vi selv er herre over dem. Vi kan skille os af med dem allerede i dag. Vi kan begynde med det samme. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle skrive en bog. Jeg er hverken forsker, journalist eller sociolog. Når jeg besluttede mig for at gøre det, var det efter at have talt med hundredvis af kvinder, hørt om deres kampe, indviet dem i mine egne og erkendt, at de landvindinger, vi har gjort, ikke er tilstrækkelige og måske endda ved at glide os af hænde. I første kapitel af denne bog fremlægges nogle af de komplekse udfordringer, kvinder står over for. Hvert af de efterfølgende kapitler fokuserer på den justering eller forskel, vi selv kan gøre: Vi kan styrke vores selvtillid (»Tag plads ved bordet«), få vores samlever til at tage mere ansvar derhjemme (»Gør din partner til en rigtig partner«) og undlade at sætte os urealistiske mål (»Myten om at kunne det hele«). Jeg påstår ikke, at jeg har den perfekte løsning på disse dybe og komplekse spørgsmål. Jeg læner mig dog op ad hårde kendsgerninger, forskningsresultater, mine egne observationer foruden den lektie, jeg har lært hen ad vejen.

Denne bog er ikke en erindringsbog, selvom jeg bruger eksempler fra mit eget liv. Det er ikke en selvhjælpsbog, selvom jeg virkelig håber, at den vil hjælpe. Det er ikke en bog om karriereudvikling, selvom jeg giver råd på dette felt. Det er ikke et feministisk manifest – okay, måske lidt, men et, som jeg håber vil inspirere mænd såvel som kvinder. Hvad denne bog end er, så har jeg skrevet den til alle kvinder, der vil øge deres chancer for at nå helt til tops inden for deres felt eller forfølge et hvilket som helst mål med liv og sjæl. Det gælder for kvinder på ethvert stadie i deres liv og karriere, lige fra dem, der står for at skulle ud på arbejdsmarkedet, til dem, der har holdt en pause og måske gerne vil tage springet tilbage. Jeg har også skrevet den til alle de mænd, som gerne vil forstå, hvad en kvinde – en kollega, hustru, mor eller datter – er oppe imod, så han kan gøre sit til at skabe mere ligestilling i verden.

Med denne bog opfordrer jeg til at byde ind, til at være ambitiøs i alle forhold. Selvom det er min overbevisning, at en øget tilstrømning af kvinder til magtfulde stillinger er et nødvendigt element i reel ligestilling, tror jeg ikke på, at der kun findes én definition af succes eller lykke. Ikke alle kvinder vil have en karriere. Ikke alle kvinder vil have børn. Ikke alle kvinder vil have begge dele. Jeg er ingen fortaler for, at vi skal have ens mål i livet. Mange mennesker er slet ikke interesseret i at opnå magt, ikke på grund af manglende ambitioner, men fordi de lever livet, som de selv vil. Nogle af de vigtigste bidrag til vores verden kommer fra dem, som drager omsorg for deres næste.

Vi må selv udstikke vores kurs og definere de mål, som passer ind i vores liv, værdier og drømme. Desuden er jeg fuldstændig klar over, at langt hovedparten af alle kvinder kæmper med det yderste af neglene for blot at få tingene til at hænge sammen i deres familie. Dele af denne bog vil have størst relevans for kvinder, der er så heldige at kunne vælge, hvor meget, hvornår og hvor de vil arbejde; andre dele omhandler situationer, som kvinder kan opleve på enhver arbejdsplads, i ethvert samfund og i ethvert hjem. Hvis det kan lykkes os at få flere kvindelige stemmer ind på de højeste niveauer, øger vi mulighederne og opnår en mere fair behandling af alle. Folk, især andre erhvervskvinder, har advaret mig mod at udtale mig offentligt om disse emner. Når jeg alligevel har gjort det, har det rejst en del protester blandt tilhørere af begge køn. Nogle mener, at jeg ved at fokusere på, hvad kvinder selv kan forandre – når de presses til at byde ind – fremstår, som om jeg fritager vores institutioner for ansvar. Eller også, hvad der er værre, beskylder de mig for at rette skytset mod den svage part. Intet kunne være mere forkert. Tværtimod mener jeg, at kvindelige ledere er selve løsningen. Nogle kritikere vil desuden pointere, at det er meget lettere for mig at gøre mig gældende, da min økonomiske situation tillader mig at købe al den hjælp, jeg behøver. Til det kan jeg kun sige, at det er min hensigt at give de råd, som jeg selv kunne have draget nytte af, før jeg nogensinde havde hørt om Google eller Facebook, og at disse råd når ud til en bred vifte af kvinder i forskellige situationer.

Jeg har hørt disse kritikpunkter før og ved, at jeg vil høre dem – samt flere andre – igen i fremtiden. Mit håb er, at mit budskab vil blive bedømt efter fortjeneste. Vi kan ikke krybe uden om at tage denne samtale. Det er et emne, der vedkommer os alle sammen. Tiden har længe været inde til at opmuntre flere kvinder til at drømme den opnåelige drøm og flere mænd til at støtte kvinderne, både på arbejdspladsen og i hjemmet. Vi kan genoplive kampen for ligestilling ved selv at gå ind i kampen. Forskydningen til større lighed i verden sker gennem den enkelte. For hver kvinde, der vælger at byde ind, kommer vi nærmere det store mål, nemlig fuld ligestilling.

 Dette indlæg er forberedt inden jeg tog på ferie.

 

2 Comments
Previous Post
Next Post