Tiden Læger Ikke

Der er nogle, der siger at tiden læger alle sår. Måske lukker tiden dem, men i min erfaring læger den ikke ligefrem. Det er ved at være mange år siden, min mor døde. Der har været perioder, hvor jeg har tænkt at jeg var kommet mig over det, og så har der været øjeblikke af klarsyn, hvor det er gået op for mig, at det er jeg ikke. Jo, jeg har det fint. Jeg er ikke besværet eller ødelagt af at mangle hende, men jeg mangler hende stadig. Jeg mangler hende helt ind i kernen. Jeg har det stadig som om at det ville være helt naturligt, hvis hun lige om lidt kom ind af døren – duftende af tung parfume og cigaretter som hun gjorde da hun var på toppen. I høje, firkantede hæle og med lange ben i hudfarvede strømper og iført en af sine mange fuchsia eller lilla eller grønne spadseredragter. Alternativt i et lidet flatterende levis-fra-top-til-tå-outfit, hvis det var søndag. Hun havde tunge guldsmykker på, og var ikke bange for at vække opmærksomhed. Jeg savner hende, når andre mødes med deres mødre, når andre kan spørge ”hvordan var det for dig at blive mor”, når andres nytårsforsætter er at bruge mere tid sammen med deres mødre. Jeg savner hende også når ingen taler om deres mødre. I virkeligheden savner jeg hende nok stadig hele tiden. Jeg savner mest af alt at kende hende, som den voksne jeg er blevet.

Hun sagde tit at hun havde opdraget min søster og mig til selvstændighed, og det er hun lykkedes med. Vi klarer os fint. Uden hende. Jeg savner hende om vinteren; når Sofus hopper i vandpytter, når Elias leger en kompliceret leg og pludselig spørger om Mormor måske i virkeligheden døde af fluesvamp? (Og hvor han har den ide fra, har jeg stadig ikke fundet ud af). Jeg savner hende når jeg bager, når jeg oplever noget, og stadig griber efter telefonen for at fortælle hende det. Jeg husker på hende hver dag. Ikke mere som den lille, syge og skrøbelige kvinde liggende på siden i en hospitalsseng og ikke mere kunne holde ud at sidde op, men som den stærke, sprudlende, temperamentsfulde, meningstunge kvinde på toppen af sit game. Hende der satte tempoet og standarden lige højt. Hende der skar hjørner af, og hende der var flintrende ligeglad med andres meninger; men mente at man selv måtte mærke efter. Hende, der ikke gad lave mad, men som mente at vi da selv kunne fikse noget. Hende der sagde at vores hjem ikke var en tankstation, og at alle måtte yde. Jeg savner faktisk også hende, jeg hadede for at sige: Kan du klare mig, kan du klare verden. Hun gjorde intet nemt. Men hun havde ret.

30 Comments
Previous Post
Next Post