Hurra: Så Er Det Her: 2014!

IMG_5424

Glædeligt nyt blankt år – jeg håber det bringer alt det du ønsker dig, og at alle de ønsker, der blev nævnt her går i opfyldelse. Jeg håber dit år bliver fyldt med lys og med lykke og med alt det og alle dem, du holder allermest af.

Her hos os gik vi ind i det på den bedst tænkelige måde. Johan, Elias, Sofus og jeg var sammen. Bare os. Helt stille. Vi tog fint tøj på; Elias iførte sig på eget initiativ høj hat og butterfly, og den smule krudt vi havde købt blev fyret af i børnefamilievenlig tidsrum. Elias sov klokken 2330 og Johan og jeg skålede nytåret ind i de fineste bobler, helt alene, fyldt op af alt det der er sket, og alt det der kommer. Der er meget at være taknemmelig for i vores liv, og meget at arbejde hårdt for at holde fast i. Der er ønsker og drømme, og nogle af dem handler mest om at se indad. Her er et pluk af mine:

1. Vi skal have mere styr på planlægningen herhjemme. Kaos er slut.

2. Jeg vil slippe den dårlige samvittighed, så jeg ikke (fejlagtigt) tror at hvis jeg bruger en time på mig selv, går mine børn under i omsorgssvigt. Jeg er totalt ude på et overdrev der.

3. Jeg vil være en bedre udgave af mig selv. Ikke springe over hvor gærdet er lavest. Slippe underskuddet med andre ord.

4. Jeg vil huske at have det sjovt; med ungerne, med Johan med alle dem jeg holder så meget af.

Og så vil jeg drikke flere bobler – ja det er mit nytårsforsæt – flere bobler, (endnu) mere glimmer og dans!

IMG_5425

16 Comments
Previous Post
Next Post