Trist Topplacering & Stort Tabu: Hvorfor gør vi ikke noget?

Det er tidlig fredag morgen og jeg sidder i toget til Aarhus, hvor jeg skal på arbejde i dag. Og jeg havde egentligt tænkt mig at skrive om julegaver, og børn der sov, da jeg gik ud af døren klokken hest og om at der er udsalg alle vegne her på bloggen i dag, men så så jeg forsiden af   Berlingske Tidende med en artikel, som viser, hvor risikofyldt det stadig er at føde sine børn, og hvor meget tryghed der mangler selv i lille Danmark:

foto-17

Det er åbenbart sådan at vi i Danmark indtager en topplacering på OECDs liste over bristninger på kvinden under fødslen. Det er næsten tre pr 100 fødsler. Jeg har selv fået begge mine unger ved kejsersnit, men forsøgte at føde den første. Til gengæld har jeg veninder som efter voldsomme fødsler, næsten ikke kunne sidde, ikke kunne komme ordentligt på toilettet, knapt kunne gå og i det hele taget var voldsomt dårligt kørende i forhold til at skulle begynde et nyt moderskab, få amningen til at fungere og finde hoved og hale i sig selv. Det værste – og noget artiklen slet ikke er inde over – er at sundhedssystemet IKKE holder hånden under de kvinder med de største skader. Genoptræning og hjælp, står man selv for, og man betaler også selv for det på private klinikker. Og så er der det store tabu: For hvor mange tør fortælle at de selv flere år efter en fødsel ikke kan holde på afføring eller have sex?

Og hvordan kan det være vi ikke taler lidt mere om, hvor få ressourcer der er på fødegangene? De vilkår jordemødrene skal arbejde under? De vilkår vi skal føde under? Mon ikke mere tid og flere hænder ville kunne gøre en forskel på bristningerne også?

Når jeg hører mine veninders historier, bliver jeg skammeligt glad for mine kejsersnit, selvom jeg stadig føler jeg er gået glip af noget ved ikke at kunne føde mine børn naturligt. Men det værste er, synes jeg, at kvinder står så alene med problemerne.

28 Comments
Previous Post
Next Post