Kærlighed & Togdrift

IMG_4725

Vi er i gang med fjerde uge med syge børn. I morges skulle jeg til Jylland, stod tidligt op, forberedte, planlagde og organiserede så morgenen ikke blev alt for hektisk for ungerne og Johan. Sofus skulle blive hjemme fra vuggestue og til læge, og Elias skulle afsted til børnehave. Elias klagede over meget stærke mavesmerter og vi lod ham blive hjemme. Klokken 1020 kom sms-en fra barnepigen om at den var helt gal: Elias lå og skreg og vred sig. Der var jeg næsten i Odense, og det første jeg gjorde var naturligvis at ringe til Johan, springe af toget og køre den anden vej. Elias kom så også til lægen, blev undersøgt og nu skal vi lige holde lidt ekstra øje med ham, og den mavepine han har, for at være sikker på at der ikke er en blindtarm involveret. Men jeg fatter det ikke; fatter ikke at så megen kærlighed, kan blive udfordret på praktik hele tiden, og stadig holde til det. Jeg forstår ikke at mit hjerte ikke brister når endnu et barn er nede med feber, og man i endnu en uge ikke sover. Det er for vildt.

(Og bare for at hive det hele lidt ned på jorden: Hvad sker der for DSB? Jeg lever halvdelen af mit liv i de tog, og bruger halvdelen af min weekend sammen med Sofus på at stå ved en bro og klappe af dem,og det er stadig som at vinde i lotteriet, hvis det lykkes faktisk at komme frem til tiden med dem. Og når man så ovenikøbet kører med et tog, hvor toilettet virker, så bør man sende dem et takkekort.)

PS – Postkortet i Indlægget er fra Danner, og jeg fik det med den her.

5 Comments
Previous Post
Next Post