Fik Du Marant I Posen? (Eller Et Bud På Hypens Boomerang)

Skærmbillede 2013-11-14 kl. 20.49.56

Så var det i går Isabel Marant Pour H&M kom ud. Den smukke, fuldendte kollektion af en af mine yndlingsdesignere. Dén kollektion, hvor jeg savlende har fulgt med i ALLE presseomtalerne, alle blogsne, alle styles på alle billederne.

Den seneste kollektion i en lang række af blændende designere, der øser deres talent ned i high street-kædens produktionsmaskine, som med vanlig genialitet giver os præcis det vi endnu ikke vidste vi ønskede os.

Klokken 10.07  i går morges stod jeg i H&M på Strøget i København, hvor horder af hvinende kvinder havde flået de attråværdige styles ned fra bøjlerne. Butikken var næsten tom for varer, men fuld af kvinder med læssevis af bøjler over armene. Og dér, lige dér på det tomme stativ hang de smukkeste pailietleggings, som jeg igennem hele den velsmurte PRkampagne ikke har været et sekund i tvivl om, var en såkaldt musthave for mig. De hang lige der. I str 38. Kostede stadig næsten en måneds børnehaveplads, men seriøst, der er jo Isabel Marant! Så jeg flåede dem ned, stod med dem i tre minutter, kiggede mig omkring, og indså at hell no! Jeg ville ikke have dem!

Er det hypens boomerang? Måske. Måske er det også noget med at jeg seriøst ikke vil være en af de kvinder der får blodskudte øjne i shoppingkampen, og at den historie jeg fortæller (mig selv, min bankkonto og mine veninder) om mit køb, ikke bare er glæden over at have fundet noget, der er lige mig, men glæden over at være kommet først. Og når jeg i resten af mit liv er fuldkommen ligeglad med at komme først, men blot helst  vil  ankomme som mig selv, så skal selv et af de bedste bud længe på en vellykket #Glimmeronsdag, ikke gøre shoppingens glæde til en kampsport for mig, endsige en måde hvorpå jeg pludselig bliver en af dem, der går samme vej som alle de andre.

16 Comments
Previous Post
Next Post