Skriv for Liv: Brev til Miriam

Skærmbillede 2013-11-06 kl. 13.21.02

Sofus er syg, det er koldt, det småregner, og der er ting nok at være irriteret og ærgerlig over. Nogle gange er det bedre end sundt med lidt perspektiv, og da Amnesty kontaktede mig for at være med i deres Skriv for Liv kampagne, sagde jeg ja med det samme. For det med brevene, det skrevne ord, det virker. Hvert år sender tusinder af mennesker sammen med Amnesty breve afsted ikke bare til regeringer, men også til indsatte. I år har Amnesty valgt seks sager ud, og hjælper med at videreformidle de breve, du skriver til mennesker, der er udsat for alle de ting, vi ikke engang tør tænke på, og som har brug for at vide, at de ikke er alene i verden. Jeg har skrevet til Miriam. Hendes sag kan du læse om her.

Jeg tror på ord. At ord, og det skrevne ord er den sidste rest af magi vi har tilbage i verden. Ord kan forløse, trøste og skabe håb. Ord kan fremkalde ting, man ikke vidste fandtes, og ord kan bygge bro. Her er mit brev til Miriam. Miriam, som er så bange at Amnesty har lovet ikke at vise hendes ansigt i forbindelse med kampagnen.

 

Du kan selv deltage i kampagnen her.

 

 

Kære Miriam,

Jeg har haft svært ved at skrive til dig. For hvordan skriver man til et menneske, der har været udsat for så meget uret, vold og tab som du har? Jeg ved det ikke. Men jeg prøver. For du skal vide, at du ikke er glemt af nogen; at verden holder øje. Holder øje med dig, og det der er sket med dig.

 

Jeg har hørt om din historie. Hørt om, hvordan du på en ganske almindelig dag i et ganske almindeligt liv havde fulgt dine børn i skole, og pludseligt, uden varsel og ud af det blå, blev overfaldet og kørt væk. Tortureret og voldtaget. Jeg ved ikke, hvor du tager styrken fra til at leve videre. Og slet ikke i den situation, du er i nu. Jeg er uendelig ked af det på dine vegne; jeg er ked af, at du bor i et land, i den samme verden som jeg, hvor du og andre, kvinder som mænd, ikke er frie til at leve jeres liv uden frygt. Jeg ved, at mit brev til dig ikke kan trøste, ikke kan fikse, ikke kan sørge for, at du lige nu og her slipper ud af den grufulde situation, du er i. Men du skal vide, at verden ved, hvor du er. Der er nogen, der holder øje. Der er nogle, der ser den uret, der er blevet begået mod dig, nogle der kæmper for din sag og aldrig slipper dig.

 

Indtil jeg hørte om din historie, troede jeg, at Mexico var et godt sted at leve. Jeg har været naiv, og kun lyttet til den glittede version af virkeligheden. Jeg kan huske, at nogle rige venner, jeg har, tog dertil for at holde nytår et år. Og jeg kender en børnefamilie, der besøger venner, som ejer et hotel ved kysten. De har vist mig billeder af det paradisiske land, de gør alt for at besøge så tit som muligt. Jeg anede ikke, at dit land, det paradis, har en regering, der passer så dårligt på sine borgere. Det har lige været Alle Helgens aften, og i år har der været stort fokus på den mexicanske kulturarv og på jeres traditioner, og landet er blevet skildret som et buldrende kreativt sted med fremtidsdrømme og ro med sin historie. Og nu lærer jeg, at en kvinde som jeg, dig, ikke kan vide sig sikker, når hun afleverer sine børn. Jeg vil gøre mit til at fortælle verden om, hvordan Mexico også er, og hvordan de simpleste rettigheder ikke er til stede.

Jeg er en ganske almindelig kvinde, i et land langt væk fra dig. Jeg tror ikke, at dine følelser, dit liv med dine børn, dine drømme om en sund og lykkelig familie, er forskellige fra mine. Du skal vide, at jeg sørger på dine vegne over den tid, du har mistet med dine børn, over de år, du har mistet af det liv, du var i gang med at leve, over at du ikke er fri til at rejse dig og gå. Men du skal vide, at jeg også glædes over, at mennesker så langt fra dig har gjort mig opmærksom på, at du findes, at de holder øje med dig, og at de aldrig slipper dig. Du har mennesker i fjerne kroge af verden, som gør, hvad de kan, for at din situation skal ændres, og at det sker hurtigt. Verden har ikke glemt dig, og jeg glemmer aldrig din historie.

Jeg ønsker dig fred og frihed, og at du kan finde en smule trøst i, at vi er mange der tænker på dig.

De kærligste hilsener,

Julia Lahme, København, Danmark

 

8 Comments
Previous Post
Next Post