En mand på bloggen: Morten Sabroe: “Jeg vil se uperfekte mennesker. Kvinder der brænder for noget. Kvinder der kæmper og lever og lider og elsker og bryder sammen og griner ad sig selv og sine veninder og de mænd der lever perfekte liv.”

Sabroe_fotograf Franne Voigt

Her er Morten Sabroe. Den store danske forfatter. Han udkommer i morgen med en ny bog, Libido. I den andledning har han helt ekstraordinært spidset sin pen for at svare mig (og jer, der læser med herude) på dette noget løse spørgsmål:

’Jeg vil meget gerne bede om hans kommentar til hvad kvinder i min generation mangler at lære. Og hvis han orker, vil jeg gerne høre lidt om, hvordan han vurderer vores indædte jagt på det perfekte liv.’

Libido er en humoristisk, sexet og dybt alvorlig erotisk roman om forholdet mellem kønnene, og om det moderne menneskes hengivelse til berømmelse og personlig tilfredsstillelse, til lyst. Bogens smukke forside, kan du se nederst i dette indlæg, men først kommer Mortens indlæg (om kolik, parforhold og børn) til os kvinder, og jeg håber du har lyst til at svare ham.

Min lille skrigende heltinde

Jeg vil fortælle om det perfekte liv. Jeg var 29 da min kæreste fødte den pige vi længtes efter at få: Tania. Hun fik kolik. Det begyndte hver dag efter 12. Det var skrig der ville noget. De skar gennem lagene af de fortrængninger enhver har. Dag efter dag, nat efter nat. Hun støvsugede vores liv for venner. Jeg kørte hende i barnevogn på Strandvejen fra omkring midnat til 4-5 om morgenen. Jeg gav hende hele Jorden Rundt i moseskurven. Kørte hende i søvn i den blødt vuggende 2 CV. Så snart bevægelsen holdt op, begynde hun at skrige. Vi var lukket inde i et eksperimentarium: Hvor længe holder de? Moren kunne ikke forlade hende, bundet af dårlig samvittighed og bristede forventninger. ”Du bliver nødt til at tage et sted hen og sove, ellers bliver vi sindssyge”, sagde jeg. Vi kørte fra Herodes til Pilatus. Fyldte kulstøv på hende. Gav hende al slags massage. Hospitalet tilbød at indlægge hende, så vi kunne få fred. Umuligt, det ville æde os op med skyld og dårlig samvittighed. Jeg kunne ikke arbejde. Jeg fandt et emne ti minutter på cykel fra hvor vi boede: Klampenborg Galopbane. Jockeyerne. De små mænd og de ædle heste. Undertrykkelsen. Det tog mig fem måneder at skrive artiklen. Jeg fik 2.500 for den. Det er den fedeste artikel jeg har skrevet. Mit livs præstation. Da skrigene hørte op og boblen brast, blev vi skilt. Jeg var ved at blive ædt op af længsler. Jeg fulgte dem. Jeg gav mit hus til min kæreste og vores barn. Jeg gik. Jeg havde en skrivemaskine i hånden. I den lå alle mine længsler. Jeg flyttede fra pensionat til pensionat, fra kondemnerede lejlighed til kondemnerede lejlighed. Jeg havde to bukke og en spånplade. En madras og en skrivemaskine. Et musikanlæg og et hoved fuld af drømme. Folk der så mig, regnede med at jeg var fortabt.

Det perfekte liv er en del af den virus der spreder sig over hele verden: Den Store Puritanske Støvsuger der suger alt snavs væk. Portrætfotoet der ryger i fotoshop, så det ligner en løgn. Selvfremstillingen på Facebook og de sociale medier. Urban gardening-kvinder der smiler ud til en med deres hippe tingeltangel og præmiebørn.

Perfekte liv leves af perfekte mennesker. Jeg vil se uperfekte mennesker. Kvinder der brænder for noget. Kvinder der kæmper og lever og lider og elsker og bryder sammen og griner ad sig selv og sine veninder og de mænd der lever perfekte liv.

Jeg kan ikke lære nogen noget. Jeg kan kun sige: bryd ud! Hvis ikke I gør det, kommer det af sig selv. I går ned med stress, halskatar, røde knopper, mandolinfeber og hold i nakken, mens de økologiske høns går i baghaven og kagler.

Giv mig uperfekte liv. Liv. Lidelse. Længsler. Skrig, hvis det er sådan du udtrykker dig. Min datter skreg. Hendes skrig forandrede vores liv. Hun var så uperfekt som et spædbarn kan være. Hun satte en revolution i gang. Min lille skrigende heltinde.

Libido_forside

18 Comments
Previous Post
Next Post