Om Opdragelse, Om at Kede Sig Så Hjernen Fryser & Om Børns Interesser

IMG_3958

Vi har to kasser fyldt med dem her. De såkaldte Waaaa-er. Der findes Mor-Waah (som er de lidt rundere og tykkere arter, gerne planteædere), og der findes Far-Waaaahr. De sidste spiser Baby-Waaah-er. Sofus elsker dinoer. Han lever med dem, på dem, og tager ingen steder uden mindst én i hånden. Alt handler om dem. Han kan næsten sige Spinosaurus og Triceatop og han ved hvilken der er hvilken. Mammutter er han også svært glad for. I det mindste som dino-foder. Vi støtter ham i det, for en klog kvinde lærte mig engang at det bedste man kan gøre for sine børn, det er at støtte dem i det, de brænder for. Ligesom vi støttede Elias i togfasen og superheltefasen, og nu er helt med på bogstaver. Problemet er bare… at det nogle gange er seriøst hjernelammende kedeligt at lege med dinoer, der æder hinanden. At læse højt om dinoer fra halv-videnskabelige værker, og at se BBC-serier med computeranimerede dinoer på tysk (fordi det er den udgave, vi har, nu da DR har fjernet dem fra deres site), IGEN og IGEN og IGEN. Men vi støtter, gør vi. Og jeg ved nu mere om plante og dyreliv i kridttid og juratid, end jeg kan forestille mig nogen sinde at få brug for. Men uanset hvor meget eller hvor lidt ungernes interesser er mine, så tror jeg på at det ER rigtigt, det med at lytte til dem, og forstå hvad de brænder for. Også selvom jeg så kører frem og tilbage i metroen i fire stive timer i togfasen eller sidder og lader dinoer æde hinanden. Igen.

11 Comments
Previous Post
Next Post