Vemod, Kærlighed & Ro

foto-377

Det er Sofus der holder mig i hånden her. Eller mig, der holder hans. Det kunne lige så godt være Elias og mig, for det er taget på en weekendmorgen, og der er ro overalt og Ramasjang i TV og verden står stille. Det er et af de øjeblikke, hvor jeg faktisk er tæt på at lade tårerne løbe, for det er i dette øjeblik den store kærlighed bor. Her hvor man bare er, hvor der er stille, hvor alt er roligt, og man mærker sig selv og sine unger.

For mig er den store kærlighed meget tæt fulgt af det store vemod. Når jeg ser på mine unger, går det op for mig hvor hurtigt det går; hvor hurtigt de bevæger sig, hvor meget der sker på virkeligt kort tid. Elias er en stor dreng; han kan faktisk nærmest alt selv nu, og det han så ikke kan kan, han i bund og grund ikke fordi han ikke gider. Eller fordi jeg ind i mellem er for hurtig til at gøre det for ham. Men vemodet – vemodet handler om, at alt er godt, og at der ingen grund er til vemod. At mine unger er så store nu, at jeg ikke venter på at noget skal gå over, at faserne og springene er ok, fordi de ikke mere river os fra hinanden og banker os tilbage til pylretiden. Nu er alt faktisk godt; udfordringerne er store, men det er livet også og tiden er foran os. Og jeg har ingen baby mere – jeg har børn. Det er både til at græde og til at danse over; og som stilheden sniger sig ind, kan det være svært at vælge lige dér med dynen over os en søndag morgen.

9 Comments
Previous Post
Next Post