Det ufattelige

I sidste uge hørte jeg at en meget kær bekendt har fået revet gulvtæppet og det fundament hun står på væk under sine fødder. Hendes mand er død. Bare sådan. Død fra hende og hendes to halvstore børn. Vi har drukket en del kopper kaffe i den tid vi har kendt hinanden, hvilket vist nok snart er 14 år. Hun er et overskudsmenneske, kærlig, opmærksom, professionel og givende, og hun har altid talt om sin mand med det der glimt i øjet, som viser hen mod den store kærlighed, den der klarede småbørnsskærende og særhederne. Jeg har altid tænkt på hende som elsket og forelsket. Og jeg kan ikke rumme det på hendes vegne, jeg fatter ikke hvad hun skal igennem nu og hvad hun står midt i, og jeg er ikke engang hendes ven. Vi er bekendte, men hendes livsbetingelser har forandret sig så grundlæggende, at min medfølelse skal bæres væk i spande. Vi bliver nødt til at huske det, damer, at elske, at glædes, at være taknemmelige. Ikke at bruge unødig liv på at være sure, snerpede, fornærmede, rethaveriske og emsige. Vi er nødt til at give kærligheden frit løb og frit liv. Ingen af os ved hvad der sker i næste uge, eller i morgen, og kærligheden har i forvejen trange kår. Så når vi mokker, brokker og snerper, og tager fra kærligheden og rummeligheden er det os selv vi tager fra, tror jeg.

Vi er nødt til at nyde og at huske det. Jeg er i hvert fald. Og jeg tænker med omsorg og varme på hende, min kære bekendte, som står midt i et nyt liv og jeg føler med hende.

9 Comments
Previous Post
Next Post