Taknemmelighed, ydmyghed og en lille gul and

I dag har jeg været i Vejle. Jeg har holdt møder og et foredrag her til aften.

Og det vil jeg gerne sige tak for. Jeg har skruet meget ned for mine foredrag. For det første på grund af tiden, og for det andet fordi man kun skal sige noget, når man har noget at sige, og jeg gider simpelthen ikke være sådan en der gentager sig selv i det uendelige. Men ind i mellem står jeg der igen – og så nyder jeg det. I aften foran en masse mennesker i Vejle. En masse kvinder. I virkeligheden kendte jeg dem ikke, men der var et par alligevel. For eksempel Tina; som jeg gik til gymnastik med for 25 år siden. Og Mia. Som jeg ikke kender, men som jeg alligevel har mødt nogle gange og kender fra cyberspace. Og Mette. Som jeg slet ikke kender, men som har læst “Sig farvel – Hvad Præster ved om sorg”; og nu kender hun mig, og hun har fortalt mig lidt, så nu kender jeg hende. Og jeg bliver så taknemmelig. For andre menneskers tid, for at I gider komme, for at vi har et fællesskab som dem vi er, der rækker ud over alt muligt andet.

Og så får jeg stukket et lille brev i hånden, en lille gul and og nogle smukke kort. Fordi nogen har tænkt på mig, og har haft overskud til at læse hvad jeg engang har tænkt, og nu ovenikøbet har overskud til et kram.

Der er meget at være taknemmelig for.

Og det er jeg.

6 Comments
Previous Post
Next Post