Månedsarkiv: januar 2013

Kloge, nytænkende, inspirerende kvinder

Hvis vi er venner på Instagram, så har du måske allerede fulgt med i, at jeg i dag har været så heldig at opleve L’Oréal & Unescos legatuddeling, For Women In Science Award. Den uddeles i Danmark for syvende gang, og har ude i verden eksisteret i 15 år. Man hylder og begaver kvinder under 40, som har bedrevet noget helt helt særligt indenfor forskning. I dag modtog 3 kvinder hver 100.000 til deres forskning, et kongeligt håndtryk og en masse opmærksomhed. Legatet blev uddelt i Videnskabernes Selskab, og et var simpelthen så smukt og fint.

L’Oréal støtter kvindelige forskere og gør det blandt andet fordi kun hver fjerde forsker i verden er kvinde. Og fordi vi er mange kvinder på de videregående uddannelser, men få der forsker efter endt uddannelse. Og ikke mindst fordi man gerne vil opmuntre og støtte rollemodeller.

I morgen, fredag, kan du se billeder fra dagens overrækkelse her, og læse mere om de enkelte projekter.

Her fortæller legatmodtager Eline om sin forskning i isbjørnes arvemasse og hvad den kan lære os om miljøpåvirkninger.

 

Thailand?

På facebook, på instagram og i visse hjørner af blogland er folk stukket af. Til varmere himmelstrøg. Og jeg forstår det godt. Jeg tror det er det eneste effektive middel mod al den sygdom der hærger. Og er det bare mig, eller har denne vinter været den længste nogensinde? Det føles godt nok sådan. Sofus er halvsyg igen, alle er hel-trætte og jeg overvejer hvad der skal til før man gør alvor af det og pakker kufferten. Nogen har i hvert fald regnet den ud.

Tingfinder søges

Her er Elias. I den arvede flyverdragt, som egentligt var reserven når den anden var gennemblødt af mudder. Den er væk nu. Altså den rigtige flyverdragt er væk. Vi har i denne vinter også mistet:

3 huer

4 par vanter

1 støvle

DEN varme trøje og et ukendt antal sokker, bukser og langærmede tees. Og ja. Vi har navn i det hele. Og nej, vi drysser det ikke efter os. Og nej. Jeg forstår det virkeligt ikke.

En femårsdag

Elias bliver fem i dag. Jeg forstår det ikke. Fem år? Det er fem år siden jeg troede jeg vidste alt om, hvad det ville sige at være mor, det er fem år siden jeg nærmest gik i koma over hvor svært det var, og fem år siden, det gik op for mig, at jeg skulle lære dette lille væsen at kende. Det øver jeg mig stadig i – at lære ham at kende, at finde ud af hvad han brænder for (for tiden), hvem han er og hvor vi skal følges hen (ud over til ørkenen for at være palæontologer.)

Men fem år? Jeg forstår det ikke.

Her er han. I selvopfundet, hjemmelavet Superhelte-kostume. Helten hedder Clinche – Klodens Beskytter.

Og her er hovedinteressen: Dinoer med dino på.

Og her er den kage, Elias og jeg brugte hele aftenen på, og som vi skal dele ud i børnehaven senere. Nej, der er IKKE sparet på sukker.

Jeg stak af – og hjem igen

Godmorgen derude og glædelig mandag.

Jeg har holdt weekend. UDEN børn. MED mand. For første gang siden før jeg blev gravid med Sofus. Vi regnede på det Johan og jeg – det er næsten tre år siden sidst. Og ved du hvad? Det virker. På alt.Og jeg ved godt at vi skal kunne slappe af med vores børn, at vi skal øve os i at være familie med alle de vekslende behov, men helt ærligt – solotid holder.

Vi stak af til Sverige. Langt nok væk til at vi ikke lige kunne smutte hjem, og tæt nok på at det kunne lade sig gøre HVIS nu et eller andet dramatisk skete.

 

Kaos og Kærlighed

Ind i mellen er der kaos herhjemme. Eller ikke ind i mellem. De fleste eftermiddage. Der er næser og numser der skal tørres, mad der skal på bordet og opdragelse der skal indføres. Store ting, vi skal tale igennem Elias, Johan og jeg, og små ting vil skal pludre om med Sofus. Legetøj der skal deles med lillebror og plads der skal bevares til storebror. Samtidig er der Johan og mig, som står midt i kaos og også meget gerne vil nå at hilse på hinanden. Dette er ikke brok. Det er hverdag. Og en kendsgerning. Jeg oplever det egentligt ikke som om vi mangler rum eller overskud til hinanden, bare at hverdagsfamilielivet ind i mellem er en orkan af kaos, man byder ind på. Og det er godt og fint, men når klokken er 2120, og begge unger endelig er gået under, og der er the (rødvin) i koppen og roen sænker sig, så tænker jeg over, hvor godt det er at jeg faktisk ikke vidste hvad jeg gik ind til. Stor kærlighed og stort kaos. Det river en midt over ind i mellem.

 

En lise for sjælen

Sådan cirka hvert halve år når jeg ind omkring The Royal Café, og hver eneste gang bliver jeg så glad for at nogen kæler sådan for detaljerne. Jeg var der forleden, og det var så pænt at jeg ovenikøbet tog et billede af en mad…

Ham her den sidste var ikke på The Royal. Han hang på min opslagstavle ved mit skrivebordet samme dag. Med kærlig hilsen fra mine kollegaer.

Støvledans

Mine børn er glade for sko. Elias elskede sine lilla støvler og hans fodtøj kunne kun være lilla indtil han var sådan cirka 2,5. Nu har Sofus opdaget glæden ved sko, og det resulterede i en støvledans forleden aften. Iført ble og et kæmpe 3,5-tandet grin. Der er simpelthen ikke noget bedre, end når ens unger jubler. Nogle dage skal der mere til end andre, men det der lille 1årsbarn der griner slår det meste andet.