Det (måske) sidste tabu?

Søndagsavisen bringer i dag en artikel, hvor blandt andre fantastiske Karen West udtaler sig. Artiklen er deprimerende læsning. Den handler nemlig om at rigtigt mange kvinder lider af så alvorlige fødselsskader at det har konsekvenser for ikke blot deres liv, men for begyndelsen på deres moderskab.

Faktisk er fødsler i Danmark så voldsomme at en ud af 25 kvinder får revet ringmusklen i stykker og efterfølgende ikke kan holde på deres afføring. Og nu er det ikke sådan at man ikke kan gøre noget ved det. Det kan man. Men man gør det bare ikke. Det er også det, artiklen handler om.

Og bagefter, hvad så?

Hvad sker der med den kvinde, hvis bækkenbund og mellemkød er ødelagt. Får hun hjælp? Nej, ikke rigtigt. Man kan selv være opsøgende, man kan selv gå til særlige klinikker (man betaler selv), hvor der findes nogen der kan hjælpe. Sexlivet lider, det samme gør kvinderne, deres kropsforståelse, deres parforhold og ikke mindst deres selvforståelse.

Når jeg har holdt foredrag om Hvor Lagde Jeg Babyen, har jeg hver eneste gang hørt rædselsvækkende beretninger. Om nedsunkne blærer, forkerte sammensyninger, der måtte sprættes op igen. Om kvinder der fem seks år efter en slem fødsel, stadig har vandladning hver eneste gang de rejser sig. Om brækkede haleben og om det der er værre. Og om, at der er ingen hjælp er at hente.

Hvorfor er det egentligt vi finder os i det? Hvorfor taler vi ikke om det? Hvorfor gør vi ikke noget?

Min kloge veninde mener at det er fordi vi i den kropsfikserede kultur vi er i, skal huske at vise succes hele tiden. Også med vores børn, amning og vores kroppe. Måske har hun ret. Er det derfor vi ikke slår i bordet og kræver bedre vilkår for os selv og vore medsøstre?

Læs Artiklen Her.

27 Comments
Previous Post
Next Post