Så er den gal igen: Amning

Nå, damer, nu er det så slut med at gå i Tivoli.

Hvis vi skal kombinere det at være (bare nogenlunde) bevidste forbrugere med søstersolidaritet, ja, så er der kun én til at gøre, nemlig at droppe Tivoli. For nu raser ammehetzen igen: En kvinde der efter eget udsagn ammede diskret i en af Tivolis restaurationer, blev bedt om at pakke sammen (læs hele historien her), og som du kan læse vil Tivoli tage en snak med restauratøren. Jeg ved ikke om jeg synes det er nok – og da slet ikke i et samfund, hvor vi får at vide af sundhedsstyrelsen at vi meget gerne må amme vores unger helt eller delvist til de er 18 måneder.

Hvordan kan det være at kvinder skal kriminaliseres hvis de ikke ammer, og udstødes når de gør? Hvordan kan det være at vi tilstadighed er så cool med bryster på stranden og i CULTreklamer ved busstoppesteder, men kan fare i flint over at de bliver brugt til at nære vores børn?

Hvordan kan det være at Tivoli af alle steder, er så bange for at tage konkret stilling, og at gøre noget mere end bare at “tage en snak” – og helt ærligt: Jeg synes det er her at vi kvinder skal stå sammen og bruge det faktum at det efter sigende er os der står for 80% af forbruget i hjemmene og droppe Tivoli.

 

37 Comments
Previous Post
Next Post