Julia Lahme 31 okt 2012

For ikke så længe siden var vi inviteret til fest. Johan og jeg. Vi troede vi havde afsat begge børn, og at dette faktisk ville være en aften ude uden børn. Da den store aften nærmede sig fandt vi ud af at kun Sofus var anbragt, så vi var ved at indstille os på at vi måtte blive hjemme. Men så begyndte en idé at nærme sig: Vi kunne tage Elias med! Vi spurgte værterne, som var cool med arrangementet, og vi forberedte Elias på at vi skulle til voksenfest.
Han gik til projektet med store forberedelser. Blandt andet skulle vi øve os i at danse, så vi var nødt til at danse en hel onsdag aften væk som den fineste forberedelse. Så skulle udstyret på plads. En transportabel diskokuglelommelygte. Og så tøjet. Yndlingstrøjen fra Lego med Ninjagomotiver! Og så skulle vi lige øve os lidt mere i at danse.
Vi tog til fest med vores lille store dreng, åbnede dansegulvet klokken 20 og gik hjem klokken 2245. Og det var den fineste aften, og en lille påmindelse om at alt er en fase, og at nye tider nærmer sig.
Julia Lahme 29 okt 2012

Her er Super Charlie med sin mor KrimiDronning Camilla Läckberg. Super Charlie er en helt almindelig baby som fødes på et helt almindeligt sygehus i en helt almindelig by. Men så sker der noget – stjerstøv rammer Charlie og Charlie får superkræfter.
Camilla Läckberg har begået en supersjov og så fin børnebog med humor, kærlighed og glimt i øjet. Tegningerne – og bogen i det hele taget – portrætterer hendes familie, og jeg kan kun sige at både Elias (som er 4,5) og jeg elsker den!
Nu kan du vinde den – smid en kommentar her på bloggen inden torsdag og deltag i lodtrækningen om en af hele tre bøger. Det er Art People der har sagt ja til at jeg deler godter ud.

Julia Lahme 29 okt 2012

Det er vintertid. Morgenen føles anderledes, vinteren er ankommet, det er koldt og ja, lige om lidt er det jul. Det er tid til at trække indendøre, tid til at tænde stearinlys, tid til at pakker ungerne ind i store tæpper og tid til hoste, forkølelse, flyverdragter og den slags børnefamiliehverdag der selv i byen indeholder mudder i mængder man ikke tror på.
Jeg håber du er kommet godt ind i vintertiden og at den føles god og rar og hyggelig. For en ting er sikkert – den er (edderrøvme) lang.
Julia Lahme 24 okt 2012
Ind i mellem er jeg så heldig at få mails ude fra verden, med kloge spørgsmål til mine bøger. Forleden fik jeg denne. Jeg viser jer blot et uddrag af mailen og af mine svar. Jeg kan ikke finde ud af om jeg bedst kan lide spørgsmål 4 eller 5. Men jeg er sikker på at pigerne nok skal klare sig.
hej Julie – vi er fire piger der går i 9. Vi har om dig i Projekt på den efterskole vi går på. Vi er nok sådan som voksne som dig ville kalde os vilde piger. Vore lærer har givet os noget du har skrevet som vi skal læse og skrive om. Derfor vil vi gerne spørge dig om nogle spørgsmål.
1. Hvorfor er du så gammeldags med feminisme?
Jeg tror bare ikke vi er helt færdige med den. Der er ikke ligeløn i Danmark endnu, for eksempel.
2. Tror du selv at det hjælper at skrive om ting?
Nej, det hjælper ikke verden, men det har altid hjulpet mig.
3. Hvornår besluttede du dig for at være sammen med en musiker?
Da jeg mødte ham.
4. Hvad tror du det her betyder? “Beskriv Julia Lahmes kvindesyn og hvad I kan lære af det.”
Jeg tror måske jeres lærer spørger jer om, om hvordan jeg ser på kvinder, og nok lidt om hvordan jeg mener vi skal passe på hinanden.
5. Du er ældre end XXXXs mor. Hvad er forskellen på at være gammel dame og ung som os?
Alt bliver lettere med årene. Det tror jeg måske er det vigtigste. Og I skal bare glæde jer!
Julia Lahme 23 okt 2012
Det gør det virkeligt. Går stærkt altså.
Sofus er 13 måneder. Han går, han pludrer (og taler i søvne), han kan fortælle når han er sulten og tørstig og han kan finde sin storebror og sin mave (og hvad har man ellers brug for?). Og nu har han så fået sit første par støvler. Og ser ned ad sig selv med mere end almindelig undren mens han prøver at trampe.
Jeg kan ikke helt rumme det.

Næste side »