Om savn, svar, spørgsmål & mødre

I lørdags hold vi Sofus etårs fødselsdag, ligesom vi har holdt alle Elias fødselsdage. Men balloner, kager og tjuhej. Det var fantastisk. Og når man så sidder der, midt i rodet, mørket har sænket sig og rødvinen ruller i glasset, så er det at man ind i mellem kommer til at give sig selv lov til at tænke… For hvad nu hvis. Hvad nu hvis min mor ikke havde fået kræft, hvis hun havde kendt mig mens jeg var gravid, da jeg blev mor for første gang, for anden gang, og tænk nu, hvis hun havde været med sammen med os der i forgårs? Tænk, hvis hun havde siddet midt i det hele, og tænk hvis jeg havde set hende med mit barn i armene? Tænk nu hvis. Og tænk nu hvis jeg havde vidst hvordan hun ville holde om dem, holde af dem, og være med dem? Hvordan ville mit liv så være i dag? Hvis min mor fandtes? Hvis hun ikke havde fået kræft, eller hvis hun havde overvundet den?

Jeg ville være en anden i dag. Det ved jeg. Jeg ville huske andre ting, vide andre ting og nå at spørge hende om mere. For alt det jeg i dag ved, man ikke kan vide, burde jeg have haft tid til at spørge hende om. Jeg kender hende med de spørsgmål jeg nåede at stille inden hun blev alt for syg, mens jeg var i midttyverne. Jeg kender hende ikke med de svar jeg ville have fået, hvis jeg havde nået at være otte år ældre, mere erfaren, klogere. Og det savner jeg. Ikke kun hende, min mor, mine børns mormor, men også de svar, den viden, jeg ved jeg ville have kunnet få.

Og det er derfor, man nogle gange skal få andre til at stille de spørgsmål man ikke selv ved man har brug for at få svar på. Annamette Fuhrmann har genudgivet sin bog Min Mor, som er fyldt med spørgsmål til din mor og dig. Og som I selv kan fylde med svarene. Ideen er fantastisk.

 

 

9 Comments
Previous Post
Next Post