Fødselsdag: ÅR 1 med Sofus

Sofus fylder et år. I morgen, onsdag den 19. september 2012, fylder lille Sofus et helt, blankt, fint år. Sofus var ikke en planlagt bebs men en ønskebaby, som kom til tiden og på trods af alle forholdsregler og al planlægning i verden. Det var ikke SÅ nemt at være gravid med Sofus. Det var en tung en, og da jeg i 8. måned blev meget akut opereret for en ordentlig cyste på den ene æggestok, blev der taget endnu flere forholdsregler, hvis nu han kom for tidlig.

Det gjorde han heldigvis ikke.

Han kom til tiden.

Planlagt kejsersnit, i ro og mag og med al den omsorg et helt hold på Riget kunne give.

Han var lille bitte. ikke engang tre kg, men han havde hår på hele hovedet. Han smilede fra første døgn, og har heldigvis haft let til latter, smil og fnis hele vejen. Han kan klukle så han er nødt til at bøje sig forover ind over én, og han kan skraldgrine så han kaster hovedet bag over.

For tre uger siden tog Sofus sine første skridt, og netop i aften spillede han på triangel for første gang. I Sofus liv er det meste stadig for første gang, mens det i vores, Johan og mit, ganske ofte er for anden gang. Jeg har været bange for at jeg snød Sofus for førstegangsforældrenes begejstring, umiddelbare forundring og klapsalver, men det har vist sig slet ikke at være sådan: I stedet er vi nemlig tre, der klapper.

At få Sofus har været en gave for Elias, og Elias er Sofus største helt, hans forbillede, hans idol. Den lille bitte baby deler kys ud, og Elias har altid stået først i rækken. Og mig – hvad med mig? To børn. Jeg er blevet dobbelt så følsom, dobbelt så glad, dobblet op på taknemmeligheden. Der roder sjovt nok fire gange så meget som før, og jeg er ti gange så opgivende over for det som jeg har været. Jeg er også tyve gange så overbærende som før jeg blev to-børns-mor.

Der er endnu mindre tid i vores liv, men sjovt nok endnu mere ro – panikken er væk. I stedet er jeg nemlig blevet bedre til at være hvor jeg er. Og Sofus er med. Da han var tolv dage gammel, lå han på mit skrivebord på kontoret og sov for første gang. I hele den periode, jeg ammede (7 måneder), var han med på arbejde hver dag. Rundt i Danmark, rundt hos vores kunder, og bare med. Han var god til det, og vi blev gode til det sammen. Mine kollegaer har båret over med ammebryster, mælk, lortebleer og generelt kaos, og at jeg ind i mellem har lagt mig på et tæppe i mødelokalet og taget en halv times lur. Det hele har været meget mere fredfyldt denne gang, selvom jeg troede at tobørnsfamilie uden barsel og med mere end fuldtidsjobs var en umulig konstellation. Det er lykkes. Og Sofus, ja, Sofus er den gladeste, sjoveste, kærligste etårige. Jeg er fuld af taknemmelighed over at den lille bitte stædige baby valgte at blive, at komme og at bære over med os.

16 Comments
Previous Post
Next Post