Månedsarkiv: september 2012

Barnets Tiende Sygedag

Der har været lidt tavst herude. Efteråret er ved at sænke sig og med det, er immunforsvaret åbenbart særligt udfordret. Igen. Elias har været syg hele sidste uge, og nu er det så Sofus tur. Han er lille og træt og feberhed, og har en ordentlig omgang med maven, og det er nærmest ikke til at holde ud, når helt små er helt syge. Det er her, jeg er særlig taknemmelig for ikke at have en arbejdsgiver (jojo, der er MANGE fordele ved at have én, det er slet ikke det), netop fordi det med Barnets Første Sygedag sjældent løser meget. Børn er jo syge en uge af gangen! Er det ikke det man lærer? At man indtil de når en vis alder (“vis alder” fordi jeg endnu ikke ANER hvornår det slutter), så hedder det Barnets Tiende Sygedag?

Om savn, svar, spørgsmål & mødre

I lørdags hold vi Sofus etårs fødselsdag, ligesom vi har holdt alle Elias fødselsdage. Men balloner, kager og tjuhej. Det var fantastisk. Og når man så sidder der, midt i rodet, mørket har sænket sig og rødvinen ruller i glasset, så er det at man ind i mellem kommer til at give sig selv lov til at tænke… For hvad nu hvis. Hvad nu hvis min mor ikke havde fået kræft, hvis hun havde kendt mig mens jeg var gravid, da jeg blev mor for første gang, for anden gang, og tænk nu, hvis hun havde været med sammen med os der i forgårs? Tænk, hvis hun havde siddet midt i det hele, og tænk hvis jeg havde set hende med mit barn i armene? Tænk nu hvis. Og tænk nu hvis jeg havde vidst hvordan hun ville holde om dem, holde af dem, og være med dem? Hvordan ville mit liv så være i dag? Hvis min mor fandtes? Hvis hun ikke havde fået kræft, eller hvis hun havde overvundet den?

Jeg ville være en anden i dag. Det ved jeg. Jeg ville huske andre ting, vide andre ting og nå at spørge hende om mere. For alt det jeg i dag ved, man ikke kan vide, burde jeg have haft tid til at spørge hende om. Jeg kender hende med de spørsgmål jeg nåede at stille inden hun blev alt for syg, mens jeg var i midttyverne. Jeg kender hende ikke med de svar jeg ville have fået, hvis jeg havde nået at være otte år ældre, mere erfaren, klogere. Og det savner jeg. Ikke kun hende, min mor, mine børns mormor, men også de svar, den viden, jeg ved jeg ville have kunnet få.

Og det er derfor, man nogle gange skal få andre til at stille de spørgsmål man ikke selv ved man har brug for at få svar på. Annamette Fuhrmann har genudgivet sin bog Min Mor, som er fyldt med spørgsmål til din mor og dig. Og som I selv kan fylde med svarene. Ideen er fantastisk.

 

 

Sødt fra London

For et par uger siden var jeg i London, for der at deltage i en konference. Det var ganske fantastisk. Et helt døgn ude i verden, med masser af nye inputs og viden, som man jo faktisk ind i mellem kan komme til at hungre lidt efter. Noget andet man kan sulte efter, er en Eton Mess. Her perfekt serveret på en restaurant i London, hvor jeg med det samme fortrød at jeg havde spist både forret og hovedret i stedet for tre af disse. Der var nemlig hverken for meget eller for lidt af noget, og den var uimodståelig lækker. Og ja, man kan lave dem selv… Host.

TESTEN er tilbage + Vinderen af ble-konkurrencen

Glædelig søndag! Jeg håber du sidder inden døre med tændte lys og varme tæpper. Måske har du opdaget at testen er tilbage på min blog. Hvis ikke, kan du tjekke sidste uges test ud HER. I den kommende uge tester jeg ny, spændende hudpleje.

OG NU TIL VINDEREN!

Det bliver nummer: 38 – JULIE RINDOM - fordi veninde Joy blev 38 samme dag, Sofus fyldte 1. Julie – send mig en mail med din adresse, så smider Libero en kasse bleer afsted.

 

Opskrift – al den vanilje

Måske kan du huske, at jeg pralede af mit vaniljeindkøb for nylig. Ellers klik her.  Som del af kostomlægning (og NEIIIIIIII jeg er ikke blevet speltificeret) er jeg begyndt at gå en kende mere i køkkenet. For eksempel er morgenmaden ikke mere hvidt brød med tandsmør (åh suk), men en virkelig god müsli på skyr. Müslien er inspireret af en opskrift fra Sif, men kun med nødder og kerner. Og en hulens masse vanilje.

Fem store håndfulde hakkede nødder (mandler, hasselnødder, paranødder, valnødder – you get the point). Det er ligemeget hvilke, men de skal hakkes groft

Lige så mange kerner (solsikkekerner, græskarkerner, sesamfrø…)

Du lægger det hele i en bradepande, og så laver du marinaden:

1 dl honning (Jeg æææælsker Urtekrams Vildblomsthonning).

0,5 dl god olie (fx hørfrø)

2 spsk vand

3-5 vaniljestænger, som du flækker og smider kornene ned i marinaden. Hak stængerne, og læg dem ned til nødde-kerne-blandingen i bradepanden.

Kog marinaden op, og tage den af blusset så snart den bobler. Hæld den ud over nøddeblandingen og vend det hele godt. I ovnen med den på 200 grader i ca 20 minutter. Men du skal holde øje og vende det hele løbende.

Og Voila – så ser det sådan her ud!

I ultrafint selskab & Foredrag i Aarhus

Jeg elsker Kvindemuseet i Aarhus. Jeg har holdt flere foredrag der, drukket mange kopper kaffe der, og endda fået lov til at holde en bogreception der engang. Det er det fineste sted. Deroppe har de Ulla Diedrichsen & Merete ipsen, som i dén grad sætter gang i ting. De har blandt andet taget initiativet til udstillingen BeautiFULL, som handler om den skjulte tvang, kvinder, køn og udseende. I den anledning blev der samlet bidrag ind til en bog, og jeg var så heldig at blive inviteret med i dette umådeligt fine selskab.

Sammen med Lisette Arent Schausen er jeg blevet inviteret til at holde et oplæg i forbindelse med udstillingen. Det foregår sammen med folkeuniversitetet og det er den 4. oktober. Du kan læse mere om det her.

Udstillingen og bogen er fantastisk. Og se lige her. Jeg står på samme side som ikonerne.

Og her er forsiden,

GAVEREGN: Libero

Der er nogen, der ved hvad man har brug for, så derfor forærer Libero en kasse bleer Art Edition til en heldig barnerøvs forældre (og ja, I vælger selv størrelsen). Smid en kommentar her inden fredag klokken 16 og du er med i lodtrækningen.

Og nårh ja – det er Libero der forærer jer bleerne. Ikke mig. Men de har ikke lagt penge for det. Så skulle markedsføringsloven vist også være overholdt denne gang.

Fødselsdag: ÅR 1 med Sofus

Sofus fylder et år. I morgen, onsdag den 19. september 2012, fylder lille Sofus et helt, blankt, fint år. Sofus var ikke en planlagt bebs men en ønskebaby, som kom til tiden og på trods af alle forholdsregler og al planlægning i verden. Det var ikke SÅ nemt at være gravid med Sofus. Det var en tung en, og da jeg i 8. måned blev meget akut opereret for en ordentlig cyste på den ene æggestok, blev der taget endnu flere forholdsregler, hvis nu han kom for tidlig.

Det gjorde han heldigvis ikke.

Han kom til tiden.

Planlagt kejsersnit, i ro og mag og med al den omsorg et helt hold på Riget kunne give.

Han var lille bitte. ikke engang tre kg, men han havde hår på hele hovedet. Han smilede fra første døgn, og har heldigvis haft let til latter, smil og fnis hele vejen. Han kan klukle så han er nødt til at bøje sig forover ind over én, og han kan skraldgrine så han kaster hovedet bag over.

For tre uger siden tog Sofus sine første skridt, og netop i aften spillede han på triangel for første gang. I Sofus liv er det meste stadig for første gang, mens det i vores, Johan og mit, ganske ofte er for anden gang. Jeg har været bange for at jeg snød Sofus for førstegangsforældrenes begejstring, umiddelbare forundring og klapsalver, men det har vist sig slet ikke at være sådan: I stedet er vi nemlig tre, der klapper.

At få Sofus har været en gave for Elias, og Elias er Sofus største helt, hans forbillede, hans idol. Den lille bitte baby deler kys ud, og Elias har altid stået først i rækken. Og mig – hvad med mig? To børn. Jeg er blevet dobbelt så følsom, dobbelt så glad, dobblet op på taknemmeligheden. Der roder sjovt nok fire gange så meget som før, og jeg er ti gange så opgivende over for det som jeg har været. Jeg er også tyve gange så overbærende som før jeg blev to-børns-mor.

Der er endnu mindre tid i vores liv, men sjovt nok endnu mere ro – panikken er væk. I stedet er jeg nemlig blevet bedre til at være hvor jeg er. Og Sofus er med. Da han var tolv dage gammel, lå han på mit skrivebord på kontoret og sov for første gang. I hele den periode, jeg ammede (7 måneder), var han med på arbejde hver dag. Rundt i Danmark, rundt hos vores kunder, og bare med. Han var god til det, og vi blev gode til det sammen. Mine kollegaer har båret over med ammebryster, mælk, lortebleer og generelt kaos, og at jeg ind i mellem har lagt mig på et tæppe i mødelokalet og taget en halv times lur. Det hele har været meget mere fredfyldt denne gang, selvom jeg troede at tobørnsfamilie uden barsel og med mere end fuldtidsjobs var en umulig konstellation. Det er lykkes. Og Sofus, ja, Sofus er den gladeste, sjoveste, kærligste etårige. Jeg er fuld af taknemmelighed over at den lille bitte stædige baby valgte at blive, at komme og at bære over med os.