Hmmm… Måske tog jeg fejl?

I går linkede jeg ganske ironisk til et indlæg i Politiken om en kvinde, der brokker sig over at hendes mand er meget væk, at han dyrker sport på familiens bekostning. Nogen mener jeg har peget fingre. Det var ikke min hensigt.

Tilgengæld var det min hensigt at sige at jeg synes det er det helt forkerte sted at brokke sig så højlydt over sin mand. Og det synes jeg det er.

Et meget forkert sted. Ja, det kan godt være det er synd for hende, at hun sidder i den situation, men de har været to om at sætte sig der, og vi har alle et valg. De forhold man lever under, er ikke nødvendigvis nogle der bare sker for en, men forhold man selv vælger, og hvis hun elsker ham højt og han elsker hende, så finder de vel ud af det. Min hensigt var altså ikke at pege fingre af situationen, men at fremhæve det, som jeg finder problematisk, nemlig at det foregår lige netop der.

Vi kvinder har ofte en tendens til at give manden skylden for hvor vi er, og hvordan vi har det. Det er efter min mening ikke vores partneres opgave at gøre os glade, men at leve liv sammen der lykkes for begge parter, og den dag det ikke lykkes, er det pissesynd for alle.

 

12 Comments
Previous Post
Next Post