Fra bloggen og ud i verden – en historie om, hvad blogging kan føre med sig

Jeg har blogget en del år efterhånden. Nogle gange er der kommentarer, andre er der ingen og nogle gange vælter det ind. Ind i mellem føles det som man blogger alene i et skab og andre gange som om man står på toppen af en bakke og taler med verden. Nogle gange sker der små blogmirakler, som i bund og grund handler om at man findes i hinandens liv, og at de sociale medier faktisk gør verden mindre.

For kan du huske dette indlæg? KLIK HER.

Det første til denne historie i min inbox fra Annie:

Sidste år var jeg på Long Island et halvt år i forbindelse med mit speciale. Og mellem de megalange dage i laboratoriet fulgte jeg selvfølgelig med på din blog.
Især dette indlæg (http://julialahme.dk/?s=bandana) fæstnede jeg mig ved og gik og nynnede sangen et par dage. Jeg må have klikket temmelig ivrigt, for en dag i efteråret fik jeg en reklame på min facebook, at Bandana Splits ville give en koncert på en cafe i nærheden. Hvem sagde personalised ads? Nå, men jeg lokkede en kollega med til koncerten, vi fandt en taxa, gav adressen til chaufføren og var ellers bare klar til at blive underholdt.
Chaufføren kendte ikke adressen men kunne fortælle, at det område, hvor caféen skulle ligge, altså var et beboelsesområde og at han aldrig havde set nogen café der. Vi valgte at køre dertud alligevel. Han kunne ikke helt finde stedet, for der var virkelig ingen cafe. Efter en halvlang cruisen rundt blev vi sat af ved adressen, som ganske rigtigt ikke var nogen café men derimod en kirke..
Der kom godt nok noget musik derfra, så vi besluttede at få en aften ud af det nu vi var taget afsted. Indenfor viste det sig, at det ikke var nogen helt almindelig kirke, for den tilhørte ikke nogen bestemt tro, det var nærmere et helligt sted der var åbent for alle. Og som én gang om måneden åbnede en musikcafé for de lokale. Så den var god nok. Men vi var selvfølelig kommet for sent, fordi vi ikke havde kunnet finde stedet uden skiltning, så Bandana Splits var allerede i gang med at spille. Vi styrtede selvfølgelig ind, min kvindelige kollega og jeg. Bare for at opdage, at hele resten af publikum var midaldrende mænd, og vi skilte os vist temmelig meget ud i det selskab..
Men koncerten var fin, og de tre piger var præcis så søde og stereotype som man kunne forvente. For eksempel, da den ene gav en lille stepdans til nummeret Choo Choo og efterfølgende blev helt forlegen ved de klap og pift det affødte. Eller da en af de andre piger kommenterede det: Ja, hun strikker også en mean sweater. Så fint og så sødt og lige i 50’erånden.
Eller som efter koncerten, hvor de ikke kunne give ekstranummer, fordi de allerede havde spillet alle de sange de kendte – og derfor spillede Sometimes igen.
Eller som da de kom ned fra scenen for at sælge hjemmebagt kage og hjemmebroderede lommetørklæder. De var så fine og så søde. Og meget taknemmelige og overvældede over at blive nævnt på en blog så langt væk.

Og nu kommer pointen: Jeg har en cd med dem, som jeg meget gerne vil give til dig. Men hvordan skal jeg gøre?

Venligst Annie

Og nu sidder jeg og lytter til The Bandana Splits. Og min cd har autografer på. TAK ANNIE!!!!

Og se hvor yndige de er.

UPDATE;

Smut forbi Beauty Space hvis du vil vinde produkter fra et af mine nye yndlingsmærker. Alt for fedt. Klik bare her.

5 Comments
Previous Post
Next Post