Månedsarkiv: juli 2012

Hverdag med ekstra drys

Måske kan du huske at min aftale med mig selv for dette efterår er noget med lidt mere glimmer og fest? Det involverede ikke decideret at æde mine unger ned i sukkerchok, men da Elias spurgte om ikke vi skulle bage hindbærsnitter sagde jeg ja. Vi har ikke prøvet det før, men med hjælp fra denne skønne blog (og JA – jeg er klar over hvor smukke deres er, men mine er lavet ud fra en superheltefans estitiske principper) blev de virkeligt gode.

 

Guld & Glimmer – jeg er fan – en slags læserservice

Jeg er fan af Mai Manniche, som står bag successen JEWLS CPH. Ud over at være dygtig inden for sit felt er hele måden hvorpå hun griber tingene an både inspirerende og interessant. Mai er nemlig ikke bange for at kaste sig ud i nye ting, og har for eksempel i denne måned en pop up shop i Bredgade i København, ligesom hun netop har lukket op for et nyt website med tilhørende webshop. Og det SKAL du vide, for derinde er der netop nu 30% på ALT. Og det er sidste dag med den rabat i dag.

 

 

Hverdag igen

Så er hverdagen tilbage i mit liv efter en fantastisk ferie, hvor det for første gang for alvor gik op for mig at voksne og børn faktisk kan slappe af sammen i mange dage uden at nogen skal rasle med noget i fire stive timer for at underholde et barn. Vi var på Bornholm sidste uge med fantastiske venner med jævnaldrende unger, høj sol, lejet sommerhus, kort vej til stranden, is og masser af solcreme. Ungerne (selv Sofus) kunne lege og dimse, og på en eller anden måde var der hele tiden en af os fire voksne med overskud og ekstra hænder.

 

Og på Bornholm var der plads til den særlige glæde, nemlig at kravlesofus kunne æde løs af alle de insekter han orkede. Virkeligt klamt, men han var meget indædt omkring jagten. Her er det vist bark, han har i munden…

Og jeg har (også) brugt (ganske lidt af) ferien på at tænke. Nogle ting er nødt til at være anderledes dette efterår. Der skal mere overskud, mere fest, mere fis og mere af det, der gør det hele lidt sjovere ind i hverdagen. For jeg er vild med hverdagen, den skal passes og plejes med rummelighed og lidt mere fyrværkeri.

 

Kagesæson i stedet for bikinisæson?

Jaja, jeg ved godt at de lover at vejret vender, men hvis du hører til dem, der gerne dulmer længsler efter sol og sommer med sukker, kage og en lille kaffe til, så håber jeg at du allerede har opdaget den vidunderlige kogebog Sødt Sådan.

Den er skrevet af Cecilie Svensson og fotograferet vidunderligt af Line Thit Klein. Opskrifterne er enkle og superlækre, og da min veninde beklagede sig over at de bestemt ikke virkede for hende, viste det sig at hendes ovn er i stykker… Nå, men bortset fra det, er det fine ved netop denne bog, at det hele ikke behøver at være så kanten og med fine drys og små glimt. Nej, her er det de store linjer der tæller – også i udførslen – så ja, det du ender med at lave LIGNER faktisk billederne i bogen. Det hele smager fantastisk – og Sofus er enig.

Facebook og børn… Hvad mener du?

Der er sagt og skrevet meget om, hvordan vi fremstiller vores liv på facebook. Hvis du læser med her hos mig, ved du hvordan jeg tænker om det, der ind i mellem ligner en konkurrence i solsiderne af vores liv. Jeg synes det er dejligt at andre deler ud af stort og småt, og at man har lyst til at kommunikere, men jeg bruger selv Facebook en smule mere varsomt end mange andre. For eksempel lægger jeg ikke (mere) billeder ud af mine (ellers meget lækre…) unger. I virkeligheden har den beslutning gennem tiden haft mange forskellige årsager, men jeg tænker at internettet er kommet for at blive, og det jo ikke på den måde er sikkert at Elias vil synes det er topfedt at se sig selv nøgen og fuldfed i en spand vand som 1-årig (i øvrigt et fantastisk billede), når han bliver 16. I hvert fald går jeg og pusler med, om ikke han selv skal have lov til at vælge hvilke sider af ham han vil vise, når han bliver stor? Jeg er ikke helt færdig og firkantet i mine holdninger omkring dette, men… hvad synes du? Hvilke sider af sine unger har man lov til at vise?

Er det sommer?

Mor, hvornår ved man egentligt det er sommer?” – spurgte Elias mig forleden. Vi var i sommerhus, og det blæste en halv pelikan og Elias havde lange strømpebukser under sine shorts. Vi frøs så meget at det ikke kunne betale sig at gå ned til stranden, og da vi alligevel stod der med fiskenet og det hele begyndte det at lyne, så vi måtte løbe hjem. Spørgsmålet var med andre ord yderst relevant. Og når det ser sådan her ud på Østerbrogade klokken 11 om formiddagen, er der der dømt tidlig efterårsferie…

Himmelen over Rørvig Havn så sådan ser ud:

Men når en helt almindelig overskyet dag indeholder at barnets far slår et telt op i Fælledparken, så er der vel ikke længere mangel på beviser på at det rent faktisk ER sommer?

 

Onsdagsstemme: Anna Skyggebjerg

Forfatterinde og blogger Anna Skyggebjerg driver en af de fineste blogs.  Anna er mor til to, og ikke bange for at dele ud af sin viden om både at være enlig mor og del af en storfamilie, og så er Anna en af de kvinder, der konsekvent holder øjnene på muligheder fremfor forhindringer: Hvordan får man det bedste ud af sin tilværelse, så den bliver så god og positiv som mulig. Besøg Anna her – også selvom hun holder sommerferie med sin hjemvendte datter, Elise.

1: Hvad er det vigtigste for dig i dit liv – hvis du ser bort fra familie, børn og kærester? Altså – det allervigtigste for DIG. Og hvorfor?

Det vigtigste for mig er at have tid alene. Tid helt for mig selv, hvor jeg kan lade op og mærke, at der er et stille center indeni. Ikke nødvendigvis lang tid, men i det mindste 15 minutter hver aften. Når jeg siger, ”jeg går lige over i Vestfløjen”, ved min familie, at jeg er uden for rækkevidde  – selvom jeg faktisk bare sidder inde i soveværelset og trækker vejret. Jeg troede i lang tid, at det behov var knyttet til at have en travl hverdag med små børn, men det har vist sig, at sådan er det ikke. At have brug for tid alene er simpelthen en vigtig del af min personlighed. Det er, hvem jeg er.
2. Hvad er den største sorg i dit liv og hvorfor?

Den største sorg i mit liv er, at mine forældre og mine børn ikke har mødt hinanden, fordi mine forældre døde, inden jeg fik børn. Jeg ville så gerne have set mine forældre holde mine børn i armene og hørt dem sige, ”De er de dejligste børn i hele verden!” Og jeg ville så gerne have hørt mine børn sige ”mormor og morfar”. Den sorg bærer jeg med mig altid. Den er også en vigtig del af, hvem jeg er.
3. Hvad er det vigtigste at vide om lykken?

Jeg tror, det vigtigste at vide om lykken, er, at den ikke er målet, men vejen. Og at lykken aldrig bliver mindre af at blive delt.
4. Hvilke konkrete ambitioner har du for de næste ti år og hvorfor?

Ingen som helst! Jeg bestræber mig på at leve efter den overbevisning, at livet er i nuet, ikke i fortiden eller i fremtiden. Det er ikke helt nemt, men jeg prøver – blandt andet ved ikke at have ambitioner for de næste ti år. Der er altså også lidt for meget ego for min smag i at stille sig op og sige, ”i løbet af de næste 10 år, vil jeg…”.
5. Hvem eller hvad inspirerer dig? Og til hvad?

Jeg betragter mine børn som mine vigtigste læremestre. Det er dem, som har lært mig at elske hverdagen, detaljerne og øjeblikket. Og som inspirerer mig til at fortsætte ad den vej. Men selvfølgelig løfter jeg blikket ind i mellem og kigger ud over hverdagen – og så bliver jeg glad for at få øje på Thich Nhat Hahn, som gør verden bedre; min kat, som gør verden roligere; Calvin & Hobbes, som gør verden sjovere og en hel masse fantastiske forfattere, som sætter ord på den.

BESØG ANNA HER.

2 plus 2

Den danske sommer er en troløs kæreste, så når aftenen byder på sådan ca 52 minutter uden øsende regn er det heldigt at de falder sammen med Elias og min første aftentur i titusind år, helt alene, hånd i hånd og med masser af snak.

Det her er nemlig første sommer med en lillebror, og det er gået op for mig, at uanset glæden ved at være flere er stor, så er behovet for ind i mellem at være to og to lige så stort som det altid har været. Jeg kan efterhånden sidde midt i kaos, åndenød pga konstant action, og savne Elias, selvom han er lige der ved siden af mig (og i gang med et eller andet vanvittigt projekt, man ikke kan overskue fordi Sofus er kommet i kravlealderen…), men det at have tid til bare at være ham og mig, er en gave.