Ondsdagsstemme #6: Lene Nygaard

I denne uge er det Lene Nygaard fra det smukke blogunivers Designermor, der svarer på de fem store spørgsmål. Jeg har kun lige lært Lene at kende, og anledningen er at jeg i denne måned er gæsteblogger hos hende.  Der er masser af lækre sager på hendes blog, masser af inspiration og masser af ting at fordybe sig i. Du kan klikke her og finde hjem til Lene.

Hvad er det vigtigste for dig i dit liv – hvis du ser bort fra familie, børn og kærester? Altså – det allervigtigste for DIG. Og hvorfor?

Venindetid er vigtig for mig – ny energi og en kop kaffe eller drink mere end min mave egentlig har godt af. Men fordi jeg er social og snakkende, har jeg brug for (a)Lenetid. At sidde i skrædderstilling og snøfte, mens jeg skråler Adele. At danse til U2 foran spejlet i bedste Diaz-stil og lave fræk trutmund (ser i hvert fald ok frækt ud, når lyset  dæmpes). At læse dameblade, se what-ever-tv og fylde hele sengen (og snige en lille fis under dynen – bare fordi jeg kan!).

Hvad er den største sorg i dit liv og hvorfor?

Jeg har oplevet sygdom og død i naturlige sammenhænge, men ikke en ubærlig sorg – heldigvis.

En sorg var dog at miste hunden Nicki. Ikke fordi hunden skal fremhæves til fordel for bedsteforældre. Mest fordi Nicki-hunden var min bedste ven gennem teenageårene. Vi har delt hemmeligheder og tudeture. Med tabet af Nicki har jeg mistet noget, jeg kan ønske mig tilbage: nemlig barndommen. Det er svært at acceptere, at den tid ikke kommer igen. Den føles nær – og alligevel fjern.

 

Hvad er det vigtigste at vide om lykken?

Lykken findes ofte i at værdsætte det, man har. Små eller store øjeblikke, der husker på, at du faktisk er (og bør være) lykkelig. Når gemalen og jeg ser på vores søn med vi-har-da-gjort-det-godt-nok-med-ham-vidunderet-blikket. Når min tandbørste er lagt klar, når jeg skal i seng. Når der er indkøbt salmiaklakrids og rød sodavand, fordi jeg er alene hjemme.

Lykken bør ikke være afhængig af andre (krummer lidt tæer ved at indrømme): men faktisk møder jeg ofte lykken, når jeg har observeret andre. Deres situation, familieliv eller måden, de taler på. Så husker jeg at værdsætte eget liv og lykke.

Hvilke konkrete ambitioner har du for de næste ti år og hvorfor?

Udover at være den bedste moar, bedste kæreste (pt. ufrivillig ugift) og egentlig bare et nærværende menneske har jeg planer om at udvikle Designermor til en platform, der omfavner mere end bloguniverset. Med udgangspunkt i de kvinder, der læser bloggen. Og alt sammen meget hemmeligt endnu… Mit næstkommende projekt er kun lidt hemmeligt – nemlig lancering af e-bogen: Lillepigen, hystaden eller hende de glemmer”. Bogen præsenteres for modtagere af mit nyhedsbrev på Designermor.dk  til sommer.

Hvem eller hvad inspirerer dig? Og til hvad?

Bl.a. mennesker med visdom, humor og livsglæde. Fx min ”penneven” arkitekt Hans Bølling. 80 år og er netop alt det, jeg ønsker mig. Han er forelsket, passioneret, karismatisk, livsglad, givende, faglig stolt, legende og skabende. Måden hans øjne skinner, når han ser sin Søs. Måden hans humor varmer i telefonen. Umagen, når han skriver breve. Alt det han har skabt ved at være sig selv. Mærk selv HER.

8 Comments
Previous Post
Next Post