Månedsarkiv: juni 2012

Hilsen fra vores venner – og regnvejr

Det regner.

Og regner.

Og regner.

Min ældste påstår hårdnakket at man ikke får fregner, når det regner, men min børnelærdom siger mig noget andet. I hvert fald får man kuller, når det i princippet burde være solskin men i stedet trækker op til endnu en omgang styrtregn. Nå, men hvorfor fabler jeg løs om vejret. Det gør jeg fordi vores venner hos Kähler har bedt om hjælp. Og man kan sagtens hjælpe dem her i regnvejret over morgenkaffe.

Kähler er nemlig vores venner, og vi får ikke penge for at være venner med dem, bare inden du får kaffen galt i halsen. De vil nemlig gerne vide hvordan vi vil have det – keramikken altså, og hvis du lige vil være så sød at bruge fem regnvejrsminutter på at udfylde et lynhurtigt skema, ja, så bliver de altså mægtigt glade.

KLIK HER.

Pincetgreb

Pincetgrebet er åbenbart noget man skal øve sig meget i. Det er også meget vigtigt for små børn at lære. Sofus er viiiiiiildt god til det. Især om natten, når han har været vågen et par gange og ender mellem Johan og mig. Så kan han med sine små bitte fede fingre hive hår ud af mine vipper og bryn et efter et. Det er en ganske særlig form for fiffig tortur. Især fordi han brummer frydefyldt undervejs.

 

Onsdagsstemme # 9: Mette König / Farmorfabrikken

Denne uges onsdagsstemme er Mette König fra Farmorfabrikken. Jeg har kendt Mette i nogle år efterhånden, og har ovenikøbet været så heldig at arbejde sammen med hende. Pludselig en dag blev Mette angrebet af en gal hæklenål og siden den dag har hun spyttet kreativiteter ud til gavn og glæde for alle os, der klikker forbi hendes blog farmorfabrikken. Nyd den, og nyd Mette – hun er fuld af ballade og det er så sjovt at være i hendes gode selskab. Mette er desuden ikke alene om fabrikken, men har allieret sig med den lige så sprudlende Isabella. I dag er det Mette der svarer på de fem store spørgsmål:

 Hvad er det vigtigste for dig i dit liv – hvis du ser bort fra familie, børn og kærester? Altså – det allervigtigste for DIG. Og hvorfor?
Mig. Mig som i hende, der får trænet, spist sundt og er i balance. Zen-følelsen giver mig store Tarzan-hår på brystet til at turde mere.

Hvad er den største sorg i dit liv og hvorfor?
Mig. Mig som i hende, der ikke passer på sig selv, stresser derudaf og glemmer at nyde livet lige nu og her.

Hvad er det vigtigste at vide om lykken?
At du er selv med til at opdage den og invitere den indenfor.

Hvilke konkrete ambitioner har du for de næste ti år og hvorfor?
Mine ambitioner og drømme går hånd i hånd. Jeg vil enormt gerne udvikle videre på Farmorfabrikken.

Hvem eller hvad inspirerer dig? Og til hvad?
Handlekraftige personer. Det husker mig på, at livet ikke er et samlebåndsarbejde, men en legeplads.

 BESØG METTE HER.

 

 

Kaos & Hjemve

Jeg er igen på et hotel laaaaangt væk hjemmefra, og selvom jeg har udsigt til nattesøvn har jeg allerede frit udsyn til hjemveen. Og det bliver jo ikke bedre af en søndag, der var fyldt med kage bagt af Elias og Bedste. Det var så også søndagen hvor Sofus for første gang spiste en leverpostegmad og opdagede lykken i den, selvom han stadig ikke har en pløk i munden. En af de utallige kilder til forundring over livet i børnefamilien er hvordan man savner den så snart man kommer væk fra den, og hvordan man kan føle sig trykket i den når klokken ringer Ulvetime for tredje gang på et døgn. Det hele er både-og, og måske er det der den der kaosfølelse ind i mellem sidder?

 

Hvad foregår der? Katte og bibliotekarer?

Jeg forstår ikke helt dette. Billeder af bibliotekarer med deres katte? Men initiativet er vel værdigt nok?

Og man behøver ikke være nøgen? Men hvis man absolut VIL posere nøgen med sin kat, er det helt ok. Julie – du må da kende nogen?

Og er der andre end mig, der er har en svaghed for Martin George Lilleys facebookopdateringer af ham selv og nogle katte?

KLIK HER

Eventyr og pigedrømme

For ikke så længe siden var jeg på en opgave som førte mig ind bag ved det Kongelige Teaters scener. Og der, midt i København var der række på række på række af lige præcis dét stof eventyr og pigedrømme er gjort af. Se bare med her…

Alle nuancer af pastelfarver og kjole efter kjole efter kjole…

Og de her, der stod og ventede på at ballet begyndte…

Jeg var på nippet til at prøve en. Men så turde jeg alligevel ikke.

En pude til lige at få numsen til at stritte lidt ekstra…

Askepot..

Stuepigerne?

CALLING OFF THE BOMBSQUAD – CALLING OFF THE BOMBSQUAD

I onsdags landede jeg i London på en hurtig opgave.

Jeg var TRÆT. Så træt som man kun kan være efter alt for lidt søvn for mange nætter i træk. Jeg tog toget fra Heathrow ind til Paddington, steg af toget og satte mig ind i en taxa. Halvvejs til hotellet fik jeg den der følelse af at have glemt noget. Jeg talte tasker, tjekkede pas, tjekkede pung, tjekkede computer, tænkte om ungerne var hvor de skulle (hjemme), og DER kom jeg så i tanke om at jeg sgu da (for fanden) havde haft en kuffert med.

PANIK

Tilbage til stationen.

Jeg styrtede rundt og talte med mennesker, som så officielle ud i uniformer indtil jeg fandt den rigtige at spørge, som ganske rigtigt kunne fortælle mig at de havde fundet en kuffert.

Videre til hendes chef, som ja, ganske rigtigt havde kufferten.

Om jeg var vanvittig, spurgte manden mig? Øhh. AT GLEMME EN KUFFERT I ET TOG I 2012?!

Og så en Billig (hans ord) kuffert uden navneskilt??? Om jeg vidste hvordan en terrorist kuffert så ud?

Øøøh nej?

SÅDAN – BILLIG og UDEN navn?!

Efter en skidebalde af format og nedstirren af hans politimands-ven med visiret slået ned foran øjnene og lange beskyttelseshandsker op ad armene, fik jeg at vide at jeg ikke på den måde er velkommen under OL. Og efter politimanden havde råbt ind i sin Walkie Talkie: CALLING OFF THE BOMBSQUAD – CALLING OFF THE BOMBSQUAD, fik jeg min kuffert tilbage og luskede ud af stationen.

Ondsdagsstemme # 8: Marian // Brændstof

Marian fra bloggen Brændstof har denne onsdag været så sød at gæste dette hjørne af cyberspace.

Jeg er meget glad for at Marian er med, for hun er en ildsjæl, og en af dem, jeg er så heldig at have fået lov til at arbejde med. Marian kan noget med mad, med trends og med at turde kaste sig ud i dem. Hun er ægte entusiast og så inspirerende for alle os, der nogle gange liiiiige venter lidt med at prøve de nyeste madtrends af. Der er ikke andet end gode grunde til at klikke dig forbi til hendes blog, og hvis du brænder for økologi, for mad og for at prøve ting af, ja, så kan det da kun gå for langsomt med at komme afsted!

1. Hvad er det vigtigste for dig i dit liv – hvis du ser bort fra familie, børn og kærester? Altså – det allervigtigste for DIG. Og hvorfor?
Jeg er en ildsjæl, så det er vigtigt for mig at bevare gnisten og brænde for det, jeg bruger min tid på. Madlavning, økologi, gode råvarer, fotografering (gerne af mad) og at opleve nye ting er brændstof for mig. Jeg jagter nye oplevelser, rejsemål, forandringer og udfordringer, fordi det får mig til at føle, at jeg lever livet, udvikler mig og bliver rig på erfaringer og minder. Det kræver brændstof at holde et bål i gang.

2. Hvad er den største sorg i dit liv og hvorfor?
Da jeg var 20 år, mistede jeg min far til kræft. Han var mit et og alt, jeg var ”fars pige”, og der går stadig ikke en eneste dag, uden jeg tænker på ham.

3. Hvad er det vigtigste at vide om lykken?
Den må ikke tages for givet – ingen serverer den på et sølvfad for dig. Lykke kræver, at du selv tager ansvar, gør noget ved de ting, du er utilfreds med, og selv definerer, hvad der gør lige netop dig glad. Lykken er ikke nødvendigvis materialistisk (bevares, man skal ikke kimse ad nye sko eller en lækker restaurantmiddag), men den kan sagtens være lillebitte og hverdagsagtig. F.eks. bliver jeg glad for en god kop kaffe i godt selskab, pæn natur eller en kærlig sms. Det handler om at sætte pris på de små ting også.

4. Hvilke konkrete ambitioner har du for de næste ti år og hvorfor?
De sidste 10 år har jeg flyttet bopæl ca. 10 gange rundt i Danmark, Spanien, Australien og har netop skudt et nyt eventyr i gang i Sverige.  Helt konkret vil jeg gerne finde MIN faste base. Et dejligt hus sammen med min kæreste, så vi kan få en pæn sofa, et stort køkken og en sød hund. Jeg trænger til at få et fast udgangspunkt hvor jeg kan slå mig ned uden at overveje, om jeg gider pakke flyttekasserne ud, fordi jeg alligevel er på vej videre. Hvis der er nogle voksne på linjen, så hører jeg gerne tips til, hvordan man finder ud af, HVOR man skal bo sådan i længere tid end 1 år ad gangen?

5. Hvem eller hvad inspirerer dig? Og til hvad?
Min kæreste inspirerer mig dagligt til at give slip på bekymringer, geare ned og acceptere nuet og tingene, som de er. Jeg er virkelig ”god” til at tænke 1 mio. tanker på én gang.  Men jeg bliver bestemt også inspireret til nye oplevelser, opskrifter og rejser af de mange dygtige bloggere, jeg følger, eller de store stakke af mad- og boligmagasiner, jeg læser.

Besøg Marian her.

En stille aften. Og morgen med glasur på.

Vi har været lagt ned hjemme hos os; af sygdom og søvnmangel i skøn forening. Oveni det en masse (spændende) arbejde og tusind forskellige projekter, men vi har været i underskud. Det har Elias vist også i været, men efter en dejlig rolig weekend hos sin bedstemor, er det som om det hele er ved at falde på plads. I går aftens bagte Elias og jeg boller – for første gang i halvandet år (!). Vi bagte med Urtekrams nye grøntsagsmel, så man liiiige får sneget noget sundt ned i ungerne.

(Og sidste gang jeg skrev om Urtekram, var der nogen der blev MEGET sure og skrev klagemails til mig, fordi, ja, Urtekram er kunde hos mig. Men det gør jo ikke at de ikke findes i verden, og at jeg fordi jeg arbejder for dem, ikke køber deres produkter. Tvært imod!)

Men toget her på billedet har Elias stillet op.

Mens vi stod og slog i dejen som blev lyserød og fin, og hældte rosiner i, besluttede Elias sig for at det ord der bedst dækker over bolledej er Bollesnot. Bare så du ved det.

Her er resultatet.

Med fine lyserøde prikker. Og de smager virkeligt godt. Vi har dog ikke bagt den opskrift urtekram foreslår på pakken, men kun brugt to tredjedele grøntsagsmel og resten almindelig hvedemel.

Det var en af de der helt stille aftner, hvor man faktisk får talt sammen med sit barn, og alt bare er fedt. Så dejligt. Og så tiltrængt.

I morges klokken halv seks vågnede Elias så med en virkelig god ide. Den gjorde vi noget ved, og nu ser bollerne sådan her ud: