Onsdagsstemmer #3

Linda med den fineste pen, og de bedste ord (“inspirationsforelsket” indgår for eksempel i hendes svar her – og så bliver det da ikke smukkere), driver bloggen Simpel Dagbog, som med fine tekster og fine billeder åbner et vindue ind til hvad der optager Linda lige nu. Læs med når Linda besvarer de fem store spørgsmål og klik dig videre til hende her.

1. Hvad er det vigtigste for dig i dit liv – hvis du ser bort fra familie, børn og kærester? Altså – det allervigtigste for DIG. Og hvorfor?

Det vigtigste for mig er at nusse om lykken – både den der findes i hurtige hverdagsglimt og i længerevarende kærlighedsbølger. At stoppe op, tillade den, iagttage den, modellere den, omfavne den og hylde den.
2. Hvad er den største sorg i dit liv og hvorfor?

Den største sorg i mit liv er at have mistet min første lille niece. En sjælden hjertefejl tog hende fra os. Det gør én syg om hjertet og skaber slinger. Afmagten og savnet kravler rundt i min krop, men sorgen har aldrig været på hviskeniveau; vi taler åbent om den.

3. Hvad er det vigtigste at vide om lykken?

Det er som narko – vi vil helst være lykkehøje hele tiden. Men for mig er det vigtigt at stornyde lykken, når den (endelig) rammer og så dele den med andre. For lykken skal helst gå udover vores medmennesker. Det må være verdenshistoriens bedste følelse.

4. Hvilke konkrete ambitioner har du for de næste ti år og hvorfor?

At jeg kan hænge ud med gode mennesker og sjove sætninger – det er ret enestående. Jeg er gået fra klassisk journalist-typen med hang til nyhedsjournalistik til en ordsmedinde, hvor jeg dyrker min passion for bypuls og østrogenfyldte emner. Så jeg siger ja tak til endnu mere sundhedsstof, kvinde-krea og leg i blogland og på sociale medier.

5. Hvem eller hvad inspirerer dig? Og til hvad?

Jeg er inspirationsforelsket i mange og meget, men politiske dokumentarer føler jeg noget særligt for. Som for eksempel Burma VJ, Irans unge ansigt, Ghosts of Cité Soleil, En dansker i helvede, Det røde kapel og Au Pair m.m. Jeg er overbevidst om, at den slags dokumentarer gør en forskel og er nødvendige. Jeg drømte selv om at være dokumentarist, da jeg var lille. Men jeg er slet ikke modig nok.

7 Comments
Previous Post
Next Post