Om principper. Og pomfritter. Og fordomme, jeg gerne vil have lov til at beholde

Jeg bor jo sammen med temmeligt mange drenge, og Elias har fart på for tiden. Han skal løbes af, og brænde krudt af, og indrømmer selv at det nogle gange bobler så meget at han ikke kan stå stille. Ind i mellem er der dog alligevel rolige øjeblikke. For eksempel foran fjernsynet. Og nu har Elias der set reklamer – og er blevet hjernevasket – for LALANDIA (OH MIN GRU). Han kom spurtende ud i køkkenet forleden og råbte:

Mor, Far, jeg har en god idé: Vi tager allesammen til Aladida!

Der gik et par minutter før jeg fangede, hvor han ville hen, og suk. Jeg vil ikke. Én ting er, at jeg godt kan gennemskue at det sted er en børneferie, der siger spar to, noget andet er, at ja, jeg indrømmer det – jeg vil helst ikke være en af dem der rejser dertil! Være del af horden, del af pomfritterne, del af det?

Nej, jeg er ikke snobbet.

Jeg har bare mine fordomme i behold.

Nogle af dem i hvert fald. Nu er det jo heller ikke Danmarks billigste udflugtsmål, og bare fordi knægten for en god ide, behøver vi jo ikke indfrie pensionsopsparingerne og styrte af sted mod alskens vandrutchebaner, vel? Nå, men pointen er at jeg er flov over ikke at ville det. Og jeg er endnu mere flov over inderst inde at vide, at der gå præcis ét år, og så står vi der: I klor til halsen med pommes i håret og H2O-badetøfler. Er det ikke bare sådan det er?

Ligesom jeg kender Zoo som min egen bukselomme, spiser på McD og ser Disneysjov? Behøver jeg altid være et åbent fordomsfrit menneske? Nej, vel?

23 Comments
Previous Post
Next Post