Når tiden går for langsomt – for hurtigt.

Klokken er næsten 22 og Sofus sover. Endelig. Efter han er blevet syg, er det blevet sin sag at lægge ham. Han nægter (og nej, det er ikke noget med ørerne – det er noget med jernvilje og stædighed). Sofus er møglækker. Han er sød, lattermild, blid og fuld af fis. Han er snart syv måneder, og jeg synes efterhånden jeg er ved at lære ham at kende. Men. Hold. Nu. Op – hvor er jeg efterhånden træt af sofaen. Kærligheden til ungerne er endeløs, men det er de nødtvungne timer i sofaen også. Det er som om, man laver noget hele tiden, uden at flytte sig, og uden at kunne bevæge sig. Jeg havde glemt den del af det. Og jeg går endda på arbejde hver dag, og føler mig uendeligt priviligeret over dén hverdag sammen med Sofus. Men man glemmer det – mellem barn ét og barn to: Den der periode, hvor de er for store til at ligge stille og for små til at lave noget, og hvor man sidder og rasler med ting for at få tre et halvt minut til at gå. Og samtidig går tiden for hurtigt – for jeg har blinket to gange og nu er han syv måneder.

 

5 Comments
Previous Post
Next Post