Gave til dig – i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag: Den danske Rigsheks

I dag er det kvindernes internationale kampdag, og på denne velvalgte dag udkommer Liza Marklunds klummesamling / debatbog Nye stemmer synger samme sange, om kvinder, køn og om feminisme. Jeg er feminist. På en god dag er jeg Lipstick Feminist, og på en endnu bedre dag er jeg beton-feminist. Det er jeg af mange grunde, en af dem er at vi kvinder SKAL hjælpe hinanden. Vi står i den samme situation de fleste dage og har brug for hinandens opbakning og forståelse.

En anden grund er at der stadig ikke er ligeløn, at det stadig er kvinderne der trækker læsset derhjemme oveni deres fuldtidsjobs, og desuden mener jeg at vi er nødt til at have nogle ordentlige teoretiske rammer for at diskutere hvordan vi får et bedre liv.

Hver gang vi kvinder diskuterer synes vi nemlig altid at vi skal komme med eksempler fra vore egne liv, hvorfor diskussionen aldrig bliver samfundsforandrende, men alt for tit handler om at retfærdiggøre hvordan vi gør det hjemme hos os selv. Vi kvinder har brug for teori. Mener jeg.

Men gaven til dig i dag er et uddrag af Liza Marklunds læseværdige, sine steder fantastiske, og ovenud inspirerende bog. Som du bliver nødt til at få fat i. Hurtigt.

I Sverige har det til tider været obligatorisk at kalde sig feminist.
For alvor at arbejde for kvinders rettigheder er noget helt andet, og

det har aldrig været stuerent.
I Danmark er situationen en helt anden. Her hykler man ikke.

Fra Expressen, november 2008.

 

Jeg – den danske rigsheks

I Danmark er »feminist« et skældsord.

At sige at mænd og kvinder stadig ikke er ligestillede i Skandinavien, fremkalder samme reaktion blandt danskere som hvis man offentligt slipper en bragende prut: Folk rykker bestyrtet tilbage, de tror ikke deres egne ører.

 

Er det sandt? Sagde hun virkelig det? Er hun virkelig sådan én? En … ja, I ved, f-ordet?

De sidste ti år har jeg tilbragt meget tid i Danmark og er blevet interviewet på forskellige scener og i diverse tv-programmer. Igennem alle årene har de danske journalister fokuseret på det samme spørgsmål, nemlig det forhold at jeg naturligvis tilstår at jeg er feminist, jeg har jo hjerne.

 

Til at begynde med fascinerede og morede danskernes uvidenhed mig.

Hvordan kunne et behageligt, oplyst og intelligent folkefærd være så utrolig dårligt underrettet om de mest basale samfundsspørgsmål?

Ti år senere begynder jeg at blive lidt træt. Spørgsmålene er altid de samme.
Hvorfor er I kvinder aldrig tilfredse? Hvor meget ligestilling skal I egentlig have inden I synes det er nok? Tænk på kvinderne som bliver stenet i Iran! Hvorfor hjælper I ikke dem i stedet?

Nu hvor vi både maå stemme og køre bil og gå i biografen – skal vi så også have samme løn for samme arbejde? Og arbejde med det vi har uddannet os til? Og vel er det da bemærkelsesværdigt at mændene ved præcis hvilke spørgsmål vi forvirrede høner burde bruge vores tid på, for selv har de naturligvis ikke tid til at hjælpe nogen stenede kvinder i Iran.

Forrige lørdag befandt jeg mig på scenen i Den Sorte Diamant i København. Nede i salen sad der tre hundrede personer som jeg vagt kunne skimte bag projektørlyset. Intervieweren, en mandlig tv-journalist med revolverambitioner, hvilede ikke på hanen. I løbet af halvanden time lykkedes det ham at få sat hak ved hvert eneste feminist-haderspørgsmål som findes (herunder påstandene om at jeg, personligt, er på vej til at ødelægge den danske litteratur, samt at mine bøger lugter af menstruation).

Jeg forsøgte at svare muntert og venligt og undlade at slå hovedet ned i maven på ham. Det ville have været så ukvindeligt.

Så fulgte spørgsmål fra salen. En kvinde på tredje række greb mikrofonen som den første.

– Jeg er historiker, siger hun. – Jeg ved hvad jeg taler om. I dag er spørgsmålet om kvinders vilkår ikke længere noget problem i Danmark og Sverige. Alle middelklassekvinder har råd til at have en au pair.

Så slap hun mikrofonen og satte sig ned, tilfreds med sit indlæg.

Jeg blinkede flere gange inden jeg svarede.

Mente hun det alvorligt? Den kendsgerning at arbejderkvinder så ikke havde brug for nogen ligestilling, lod jeg ligge, men mente hun virkelig at der opstår lige rettigheder mellem mænd og kvinder når vi installerer en filippinsk kvinde i kælderen? At løsningen består i at genindføre klassesamfundet, bare i en langt mere modbydelig form?

Ni millioner børn vokser op som forældreløse i Filippinerne fordi deres mødre arbejder som hjælp i huset i den rige verden. Fædrene plukker tomater eller river bygninger ned eller arbejder i miner. Disse mennesker lever under slavelignende forhold for at kunne sende lidt penge hjem til deres familier i Manila – og det syntes denne selvgode dansker var løsningen på vores ligestillingsproblemer? I stedet for at mændene selv samler deres strømper op!?

I Sverige mister kvinderne terræn. Efter to år med Nyamko Sabuni som ligestillingsminister konstaterer World Economic Forum i sin seneste rapport at Sverige falder fra en førsteplads til en tredjeplads på ligestillingslisten.

Men gæt hvor Danmark ligger?
Det ligger endnu længere nede.
På syvendepladsen, lige efter – Filippinerne.

4 Comments
Previous Post
Next Post