Og så gik der tre år…

I går udkom min sidste klumme for JP. Jeg har skrevet for avisen i tre år (3 ÅR!), og jeg er simpelthen så taknemmelig for at jeg har fået lov til at kommentere på Livets Gang og på det lille i det store i så lang en periode. Så tak til JP og til Puls´redaktør Kirsten.

Her er den sidste klumme:

 

Tak for nu – og for ørenlyd

Det er tre år siden jeg skrev min første klumme på disse sider, og nu er det faktisk sidste gang, jeg har den store ære at få lov til at brede mig her. De tre år har været nogle mærkelige nogen, og eftersom dette jo sådan set ER en klumme, er det heldigvis sådan at jeg har lov til at skrive med det meget personlige udgangspunkt.

Da den første klumme røg i Jyllands Posten, var jeg ny-fyret. Jeg havde lige mistet mit drømmejob, fordi Finanskrisen var kommet rullende ind over det danske mediemarked og havde fejet de gyldne tider væk. Så dér røg jobbet som chefredaktør for det fineste magasin, jeg kunne komme i tanke om, og midt i al tristessen fik jeg så lov til at få plads på disse sider.

Finanskrisen ramte ikke bare mig, men tusinder af andre danskere, og det som vi dengang troede ville gå over hen over sommeren, er nu noget af det, der har bidt sig allermest fast. På linje med det faktum at det er rasende dyrt at køre i offentlige transportmidler og på linje med den kendsgerning at vi i Danmark ikke er large med at dele opholdstilladelser ud, er Finanskrisen et givet faktum for vores hverdag og arbejdsliv.

For tre år siden var min søn Elias bare et enkelt år. Nu er han en stor dreng på fire år, hvis absolutte hovedinteresse er superhelte og riddere. Hen over disse sider, har jeg delt ud af hans og vores op- og nedture i kernefamilien og jeg har sammen med JPs læsere undret mig over vilkårerne for den moderne børnefamilie. Jeg har også skrevet en del om ligestilling, og om det faktum, at vi i Danmark taler om den, som vi taler om Finanskrisen, nemlig som noget, der findes.

Selvom den ikke gør. Ligestillingen altså. Det er nemlig stadig mest mødre der henter og bringer det fælles afkom, mest mødre der holder lange barsler og ganske sjældent fædrene der midt i krisen vælger jobbet fra og bliver hjemmegående. Og nårh ja – der er stadig ikke ligeløn. Ligestilling er og bliver noget vi skal kæmpe for, på linje med bedre vilkår for børn og pædagoger i daginstitutionerne, men kampgejsten er også noget af det mest skrøbelige vi har. Den er let at svække og søvnmanglen i børnefamilierne knækker den for os, så vi glemmer at stå inde for det vi tror på. Til gengæld er Jyllandspostens læsere ikke bange for at kæmpe, og de får sovet nok!

For hvis der er noget der kan give en klummeskribent fra postnummer 2100 ørerne i maskinen så er det verden set fra børnefamiliernes synspunkt og ligestillingsdebatten. Jeg er blevet truet med tæsk, spanking og med at blive inviteret med til en konfirmation i et forsamlingshus (!) hvis ikke jeg snart klappede kaje, men det der virkeligt gjorde mig bange var den Jytte, der skrev til mig: ”Hvis ikke du snart holder op med at skrive om ligestilling, så holder jeg op med at klippe dine klummer ud”. I løbet af de tre år, jeg har været så uendelig privilegeret at have spalteplads til rådighed her, er verden blevet et andet sted. Det arabiske forår har ryddet forsider, bilerne er blevet hængende i København og vi har fået en ny regering. (En ny regering, jeg slet ikke tør skrive om her – lidt har jeg da lært.) S

iden jeg fik lov til at svinge pennen her er der sket meget, men rigtigt meget er også som det hele tiden har været. Noget af det fineste jeg har oplevet, er at få lov til at kommentere såvel status quo som den store forandring, og at være i dialog med læserne her. Både dem der truer med konfirmationer, og dem der kommenterer min kommentar. Tak for plads og for ørenlyd, og til den der får pladsen her: Det er det fineste sted at hænge ud.

To tips til den næste klummeskribent:

  1. Sig aldrig i JP at du stemmer rødt.
  2. Husk at glæde dig – det er stærkt vanedannende at have en byline.
1 Comment
Previous Post
Next Post