Sofus, hans mor og speltmødrene

Nå, men Sofus og jeg holdt barsel i går. Hele dagen alene, et par dejlige besøg, og ellers masser af stilletid i sofaen.

Han er simpelthen så dejlig, og jeg kan slet ikke få nok at holde om ham, snuse til ham og være sammen med ham.

Men. Hold. Nu. Op. Hvor er dagen lang. Helt ærligt. Havde glemt det. (Selvom jeg har skrevet en bog om det… host host) Jeg havde totalt glemt hvor hårdt det er når alting står stille i 18 timer, og når lækkerhapsen har lige præcis den alder, hvor han gerne vil underholdes, men man kan vælge mellem a) at synge eller b) at rasle med ting.

Og nej, det her handler ikke om at jeg ikke nyder det – det gør jeg faktisk, men jeg er simpelthen så taknemmelig over at vores hverdag – Sofus og min – foregår både ude og hjemme. Der er mange måder at være mor på, og mange måder at være kvinde på – ind i mellem er det svært ikke at følge en smule mindreværd, når man ser hvordan andre kan finde ud af det, de kan. Men Sofus er mit barn – og vi ligner hinanden en smule, og jeg kan hilse og sige at han heller ikke var helt tilfreds med de 18 timer i går… Nå det er sagt, så bøjer jeg mig i støvet for kvinder som hende her.

 

13 Comments
Previous Post
Next Post